Hvad er nu det, der er bygget ved det gamle vandtårn ?
Før nogen farer i flint, så lad os indledningsvis sige, at den viste “tagkonstruktion” på billedet, som lige nu kan ses foran det gamle vandtårn på Brønshøjvej ikke er lavet for at stå der permanent.
Den fjernes igen indenfor et halvt års tid. Men den har og har haft en mission for 20 arkitektkandidater, som onsdag har afleveret projektet til en eksamen, og har fået stor ros for “værket”.
Her er tale om første års kandidater, og de 20 involverede har arbejdet på sagen i fem måneder. Der har været lavet flere modeller og tegninger undervejs, og alle er glade for resultatet. Det er trods alt tyve forskellige “kokke” som har været med i den lange proces. Alle har haft forskellige opgaver og er gået til sagen med brask og bram. Og onsdag blev der uddelt ros fra højeste sted, hvor man var meget glade og imponerede over resultatet.
– Det hele er lavet i kærlighed, fortæller en af de deltagende kandidater, Magnus til netavisen, – og det er en blanding af mange ting. Vi kalder værket for “Det utætte hus” – for det er alt andet end et hus. Der er ingen isolering eller termoruder – faktisk er det et sted, man kan søge hen i ly for regnen. Når det er sagt, så syntes vi, der manglede et eller andet indgangsparti til det gamle vandtårn, som vi jo ved er fredet. Så det er også lavet som en form for kommunikation med kommunen, som måske så kan bane vejen til noget andet. For vi synes, der skal være en ordentlig entre, før man går ind i den gamle bygning. Ellers er der blot en trist dør, og det fortjener bedre, slutter Magnus.