Hvem skal på Rådhuspladsen og i Tivoli onsdag ?
Hvor kunne juli måned have været trist på grund af det svingende sommervejr, hvis ikke vi havde haft Tour de France og Jonas Vingegaard at glæde os over. Næsten lige gyldigt hvem, vi har spurgt, så har alle – selv dem der ikke interesserer sig særligt for cykelsport – fulgt med. Og jo tættere man kom på den endelige afgørelse og afslutning på det store løb, jo mere spændende blev det.
Her er Jonas Vingegaard ved præsentationen i Tivoli sammen med sit super hold for tre uger siden
Foto: Hasse Ferrold
At det blev en lille gut fra Glyngøre, der vandt verdens største cykelløb er utroligt. Ikke mindst når man tænker på, at han sidste år, da han blev nummer to sagde, at han ville vinde løbet året efter. Men han gjorde det – og på en måde hele verden måtte juble over. Hans ukuelige styrke og fantastiske personlighed gjorde ham til alles kæledægge. Beskeden, sympatisk og nærmest ydmyg.
En episode som nærmest kunne få øjenkrogene til at vibrere var, da han ventede på sin farligste modstander, da denne styrtede. Billedet da de gav hinanden håndtryk lige efter vil aldrig blive slettet. Skal vi gætte på, at det bliver årets sportsbillede 2022 ?!
På onsdag kan man være med til at hylde Jonas Vingegaard på Rådhuspladsen eller i Tivoli. Mon ikke der er mange, der lige river en eftermiddag ud af kalenderen ?