Den tasmanske bluesdjævel Rob Tognoni giver koncert i Brønshøj på torsdag

Rob Tognoni fotograferet ved 2700Kulturdag tidligere på året. Foto: Toftagerfoto

Den tasmanske bluesdjævel Rob Tognoni giver koncert i Brønshøj torsdag d. 9. november kl. 20.

Rob Tognini blev født i 1960 i den australske delstat Tasmanien, og som efternavnet antyder, er der italienske aner på spil. Tognoni opdagede for alvor musikken, da han som 12-årig kastede sig over sin storesøsters pladesamling og lyttede til navne så forskellige som BB King, Hendrix, Deep Purple, Led Zeppelin, Tony Joe White, Elton John og Slade. To år senere var han til koncert med en gruppe, som siden skulle blive en af Australiens størstemusikalske eksportvarer: AC/DC. Rob blev blæst bagover ikke bare af gruppens energiudladninger og heftige guitarriffs, men også af den underliggende bluesstemning.

I de følgende år dedikerede Rob sig til musikken og guitarspillet, og siden har han ikke set sig tilbage, men udgivet adskillige plader både i forskellige bandkonstellationer og i eget navn. Opskriften på Rob Tognonis guitarlyd: Lige dele BB King og AC/DC.

Er man til bluesrock og powerblues og elsker en god guitarsolo, så vil man både nyde hans tekniske formåen og varierede guitarspil. Rob fortjener nemlig om nogen en plads på linje med andre af bluesscenens helt store guitarhelte.