Flemming Krøll runder Nykøbing F revyen flot af efter 28 år !

Det kunne ikke være flottere og mere overbevisende, end da Flemming Krøll torsdag aften for sidste gang som leder præsenterede en ny sæson af Nykøbing F Revyen efter 28 imponerende år.

Vi fik en tempofyldt og morsom gang underholdning med strålende præstationer af samtlige medvirkende. Fundamentet i revyen har – udover Flemming Krøll selv – i mange år været Pernille Schrøder, der bare er blevet vigtigere og vigtigere og bedre og bedre for hvert år, hun har medvirket.

   

Hun kan ganske enkelt det hele og er den fuldendte revyskuespiller. Hendes sang om den nordkoreanske leder Kim Jong-un vakte stor jubel – og ikke mindst hendes forklædning som ham. Rasmus Krogsgaard brilierede igen både alene og sammen med sine medspillere. Han er knagende dygtig og bliver faktisk bedre og bedre. Julie Steincke er også faldet fantastisk godt ind på revyholdet og viser både humoristisk talent, og så har hun altså bare en kanon sangstemme. Gordon Kennedy gjorde det også glimrende. Den mand er faktisk langt morsommere, end vi troede. Og med hensyn til Krøllbassen selv, ja så tænker man uvilkårligt tilbage til dengang den unge kok begyndte som visesanger, og hvad han har udviklet sig til siden. Ganske enkelt imponerende. Lun, hyggelig, sjov og fortsat med en god sangstemme. Erfaringen lyser ud af alt, hvad han foretager sig på scenen.

Vi skal også lige have med, at kapelmester Mickey Pless sørgede for super musikalsk opbakning.

Der er mange sjove numre i revyen, som efter netavisens opfattelse er kronen på værket for Flemming Krøll. Heldigvis bliver han på teatret og i revyen, men ikke mere som udøvende. Mere i den administrative afdeling.

De ville sørme også komme til at savne ham, hvis han bare forlod Nykøbing for altid.

Der spilles til og med 25. august …

Gå evt. ind på hjemmesiden – http://www.nyk-revy.dk/

Nykøbing Falster Revyen 2018 :    ******  ud af seks mulige ..