IF Stadion har påbegyndt oprustningen til kommende sæson

– Vi kan med stor begejstring meddele, at vi forud for den kommende sæson har indgået en aftale med Joachim Mølgaard Andersen lyder det fra IF Stadion. – Joachim kommer til Brønshøjs gule drenge fra SUS Nyborg på Fyn, hvor han allerede som U19-spiller debuterede på førsteholdet. Gennembruddet på Fyn kom, da han i en pokalkamp mod KIF Koldings ligahold scorede hele 6 mål og var involveret i mange målgivende aktioner.
Joachim Mølgaard Andersen gør sig fortrinsvis på venstre back, men har undertiden vist, at han kan spille samtlige pladser i bagkæden.
Aftalen med Joachim Mølgaard Andersen skal ses i lyset af IF Stadions ønske og klare ambitioner om en prompte tilbagevenden til 2. division. En tilbagevenden, hvor Joachims kunnen bliver central. Han er et spændende håndboldtalent, og har sin unge alder til trods vist, at han besidder en naturlig evne til at tage ansvar, når kampene spidser til.
Stadion har haft gode snakke med Joachim, der har bestyrket klubben i troen på, at han er en væsentlig og helt rigtig tilføjelse til den i forvejen sultne og kompetente trup.
Aftalen med Joachim skal samtidig ses som et klart og utvetydigt eksempel på det arbejde, Stadion aktuelt gør i kulissen for at stille holdet bedst muligt til en sæson, hvor det overordnede mål er glasklart.
Men det bliver ikke ved det – rutineret profil vender tilbage til IF Stadion
Når de gulblusede fra Brønshøj starter sæsonen op igen er det med et velkendt ansigt tilbage i truppen. Således vender den 30-årige fynbo, Anders Mousten, tilbage til IF Stadion som den tidligere SUS Nyborg- og Faaborg ØH-spiller senest repræsenterede i 2022/2023-sæsonen.
Den brølstærke bagspiller med særlige kompetencer på forsvarsdelen er med sin rutine tiltænkt en ledende rolle på holdet, hvor han særligt skal dele ud af sin erfaring fra bl.a. 1. division til holdets yngre spillere.
IF Stadion er enormt stolte af at kunne bringe en så markant profil tilbage til klubben. Der er ingen tvivl om, at Anders Mousten kommer til at være definerende, herunder særligt på holdets forsvarsspil i den kommende sæson, hvor han med sine 190 cm. og 105 kg. kommer til at være et hårdt bekendtskab for  modstanderne i 3. division.
Udover sine dygtige håndboldkompetencer, så kommer Anders Mousten ligeledes med gode lederegenskaber, der bliver helt nødvendige, når et nyt hold skal spilles sammen.