IF Stadion tog grusom hævn mod Dalby og vandt hele 40-21
For nogle aftener siden tabte Stadion for første gang i denne sæson med 25-24 på udebane mod TMS Ringsted/2, hvilket naturligvis var en kæmpe skuffelse for spillerne. Derfor var der lagt i kakkelovnen til lørdagens kamp i ECV-hallen mod Dalby G&IF. Man ville simpelthen vise, at det knebne nederlag i Ringsted ikke skulle ødelægge eller slække de store ambitioner om oprykning i år.
Så der blev nærmest fejet gulv med de stakkels modstandere, som blev banket sønder og sammen med hele 40-21 efter 20-9 ved pausen. På et tidspunkt efter 45 minutters spil sad man faktisk og gættede lidt på, om Stadion kunne komme op og nå de 50 mål. Men så skete der det, som sker i mange tilfælde, når man fører så komfortabelt. Man begynder at tabe lidt af koncentrationen, og det var netop årsagen til, at Stadion ikke nåede op på det halve hundrede mål.
Det er altid dejligt at komme godt igen, men mad os dog blankt indrømme, af det stakkels Dalbyhold var en ren walkover for det stærke hjemmehold.
Mere vanskeligt bliver det søndag den 7. november kl. 14.30 i ECV-hallen, når Næstved/Herlufsholm kommer på besøg. Men uanset hvad så vil en sejr på 40-21 have givet spillerne et boost af selvtillid, så mon ikke Stadion står distancen.