En populær apoteker siger farvel efter 21 år i bydelen
På torsdag siger Linde Apotekets populære og vellidte apoteker Ilja Maria Søndergaard farvel efter 21 år i Brønshøj. Den 1. marts i 2001 overtog hun hvervet som apoteker efter Arne Grøndahl – en svær arv at skulle følge op. Men hun gjorde det flot og har styret opgaven til stor tilfredshed for apotekets mange kunder.
Der har været et utal af dem, men her er et af Ilja Maria Søndergaards mange initiativer på apoteket – dette specielle klimavenlige indkøbsnet, som hun her præsenterer sammen med sin medarbejder Thanh.
Apotekerne i Danmark har gennemgået en stor udvikling i perioden. Først ønskede man fra politisk side at nedlægge de små apoteker for at drage fordel af stordrift. Senere vedtog man en ny apotekerlov, der gav apotekerne lov til at åbne op til syv enheder inden for 70 km. Det medførte, at der opstod mange små apoteker, men en del af dem kunne ikke løbe rundt og lukkede igen.
– Jeg har virkelig nydt at være en del af det skønne Brønshøj, siger den afgående apoteker til netavisen. Og det er der ingen, der tvivler på. – Udover de spændende opgaver på apoteket har jeg deltaget i meget fagligt arbejde. Jeg var i bestyrelsen i den største apotekerkæde i Danmark, nemlig A-apoteket i en årrække. Fra 2008 til 2013 var jeg med i Danmarks Apotekerforenings hovedbestyrelse, og i næsten samme periode fra 2008 til 2012 var jeg formand for Apotekerne i København.
Men ikke på noget tidspunkt har jeg glemt det lokale byliv. Jeg var formand for den lokale handelsforening fra 2015 til 2021 og repræsenterede det lokale erhvervsliv i HF Efterslægtens bestyrelse fra 2011 til 2014. Derudover har jeg været aktiv i Brønshøj Rotary Klub i en længere periode.
I min fritid har jeg dyrket ridning og løb. Begge ting noget som står mit hjerte nært.
De seneste år har jeg mest været at finde i skranken på Linde Apoteket, for kontakten med vores mange kunder har betydet meget for mig, slutter Ilja Maria Søndergaard.
Men ved årets udgang mister Brønshøj altså en vellidt og populær apoteker, som har bestridt hvervet i 23 år.
Der er dog mulighed for på torsdag den 14. december at sige farvel til Ilja Maria Søndergaard, som afholder afskedsreception på Linde Apoteket mellem kl. 14-17.
På netavisen siger vi tak til Ilja Maria Søndergaard for et langt og fortræffeligt samarbejde og ønsker hende et lykkeligt og behageligt otium.