Initiativtageren til fakkeltoget i Husum søndag aften: Nok er nok!
Netavisen har haft en snak med initiativtageren til fakkeltoget søndag aften i Husum, som glædeligvis trak mange lokale borgere til. Det var en slags protest mod den vold, der er for meget af i vores bydel – og mordet på den 14-årige dreng var det, der fik Tanwir Ahmad til at reagere. Her fortæller han hvordan han oplevede den ulykkelige hændelse.
– Onsdag på vej hjem fra arbejde var hovedvejen til vores boligområde afspærret, og der var massivt politi til stede. Der havde været knivstikkeri i området. 200 meter fra vores bopæl. Senere på aftenen modtog jeg på Aula besked fra skolelederen om, at en elev på skolen var gået bort. En elev på alder med min søn Isaak.
Det er ikke første gang vi i Husum er vidne til, at unge bliver dræbt af enten skud eller kniv på åben gade. Som forældre til tre drenge har jeg kun en appel: Lad os sammen gøre Husum til en tryg bydel, hvor alle kan føle sig sikre. Politiet kan retsforfølge forbrydelser, men som borgere har vi også et medansvar for at forebygge forbrydelser. Lad os starte med at sige fra og lære vores børn, at det både er farligt og dumt at gå med våben.
Nok er nok. Det er på tide at sige fra og sige STOP. Vi skal fortælle vores børn, at det er både farligt og dumt at gå med våben. Vi skal lære vores børn at det er fejt og uacceptabelt at bruge våben.
Og hvorfor fakkeloptoget ? Fakkeloptog er ikke løsningen. men vores reaktion på hændelsen. Volden ophører ikke efter optoget ligesom våbnene ikke forsvinder fra gaden. Vi er alle berørte og i sorg. Vi har brug for at samles og behov for at reagere. Hvis vi skal volden til livs kræver det fælles indsats fra myndigheder og civilsamfund, slutter Tanwir Ahmad.