Julemarked i Pilegården næste weekend

Keramik, pynt, DIY-nips, upcyclede sager, gratis workshops og koncerter. Der er fri entré og alt, hvad et julehjerte kan begære lørdag og søndag d. 26. og 27. november kl. 11 – 16 i Kulturhuset Pilegården.

 

Det bliver en weekend i julens tegn på Brønshøjvej 17. Her indtager bydelens kreative folk kulturhusets 1. sal og sælger ud af deres egne kreationer. Priserne er overkommelige, og der er helt sikkert ting, som man ikke kunne have opstøvet i almindelig butik i de 25 stande.

Der er nemlig både de traditionelle sager og de mere skæve, opfindsomme ting, som kjoler til børn lavet af upcyclede juleduge og bæredygtige trusser til voksne kvinder lavet af reststoffer. Fælles for alt er, at det er håndlavet.

Julen er børnenes fest

I tre workshops kan børnene slippe deres egen kreativitet løs. Begge dage kl. 11-14 kan alle under 7 år bygge deres egen miniaturejulepynt og andre små sjove sager af genbrugsmaterialer hos kunstneren Susse Volander. I en anden workshop skal der laves julepynt af mælkekartoner, og så skal der laves figurer af genbrugsjord og beton i den tredje workshop. Der venter også en skattejagt begge dage, hvor man skal finde nissen og svare på quizzen, for at deltage i konkurrencen om en julesæk med gode sager.

I kælderen bliver der åbnet op for fri tumlastik med seje skumredskaber i Hoppeloppen.

Julekoncert

Om lørdagen kl. 12-14.30 er der koncert med de lokale musikere Mai Seidelin (vokal) og Lars Emil Riis (piano), som spiller julen ind med svingende juletoner og jazzmelodier. Mai er initiativtager til Brønshøj Sommer Jazz festival og er kendt for sit kendskab til den brasilianske sangbog. Lars Emil Riis er pianist og producer og er lige nu nomineret til en Danish Music Award Jazz med bandet HOGO FOGO. Om søndagen i samme tidsrum er der igen livespillede juletoner, når en anden pianist kigger forbi.

Cafe pilen sørger for at kulturhuset dufter af æbleskiver, gløgg og varm kakao.

Der er fri entré begge dage.