Kæmpe skuffelse for Brønshøj - tabte 0-1 hjemme til Sundby

Det der ellers var en fantastisk optakt til aftenens kamp i Danmarksserien mellem BB-Sundby på Tingbjerg Ground med en skuffelse og en ren fuser. Der var før opgøret mulighed for at indtage et flot måltid mad i BB’s restaurant, hvilket en hel del benyttede sig af. Desserten skulle så være en sikker sejr over gæsterne fra Sundby. Men mens hovedretten var vellykket, så blev det, der fulgte efter en ubehagelig overraskelse. Amagerne vandt 1-0 på et mål scoret tidligt i kampen, og til trods for total Brønshøj dominans resten af kampen blev det altså slutresultatet.

Nu havde man ellers nærmest på rekordtid forberedt sig på en suveræn stime af sejre til de sortgule, men sådan skulle det altså ikke være. Glædeligvis var der fint besøg til kampen.

Nederlaget var så det første i denne sæson til Brønshøj. Næste modstander er historisk, eftersom BB skal spille mod Næstveds andethold. Det er aldrig sket før. Kampen spilles i Næstved fredag den 1. september kl. 19.

Og mon så ikke Sundbys målmand får en ekstra kold pils efter hans mange fremragende redninger denne fredag aften på Tingbjerg Ground ?!!

Sådan skriver Brønshøj selv om kampen: Tekst: Christian Haslund / foto: Thomas Løser

De brændte chancers kamp

Lynscoring, eminent målmandsspil og store brændte chancer gjorde, at vi i går tabte 0-1 hjemme på Tingbjerg Ground mod Sundby.

Sundbys målmand tog alt, hvad der kom, hvilket de følgende billeder også klart viser.

Sundby fik en drømmestart. Der var spillet mindre end to minutter af kampen, da Magnus Krogh Hansen blev sendt afsted. Han stak i løb mod mål og med venstrebenet kunne han sende bolden forbi en chanceløs Lucas Chang-Andersen i målet. 0-1 til gæsterne.

Det var selvfølgelig ikke planen, at modstanderne skulle komme foran. Men havde man set Sundbys første to kampe, så var det ikke overraskende. De var nemlig også kommet foran i sæsonens to første kampe, men begge var endt med nederlag. Og med vores offensiv in mente, så troede vi på, at vi nok skulle få vendt kampen.

Store chancer

Straks efter scoringen satte vi os på spillet og det meste foregik på Sundbys banehalvdel. Sundby stod dog kompakt og fik forsøgte på flere måder at dirke dem op.

Dette lykkedes et par gange, men desværre havde Sundbys målmand Magnus Madvig Hansen besluttede sig for at spille sit livs kamp.

I det 20 minut nappede han et stærkt hovedstød af Aleksandar Lazarevic. Minuttet efter forhindrede Madvig en Mads Walter-scoring med en flot fodparade. Returen røg ud til Michael Lumb, men en forsvarsspiller fik headet dette forsøg væk på stregen.

 

Irriterende målmand

Efter en halv times spil var Magnus Madvig tæt på at droppe, da han ikke fik fat i bolden i en duel med Rasmus Suhr. Men i anden omgang fandt målmanden håndtaget på bolden.

10 minutter senere forsøgte Walter sig med en lumsk afslutning. Keeperen så bolden sent, men fik alligevel pareret.

I overtiden burde vi havde udlignet til 1-1, da vi havde hele tre forsøg lige i rap. Først var det Festim Mustafi, der forsøgte sig, men keeperen fik blokeret med hænderne. Returen røg lige ud til Hassan, der for en meters afstand fik headet på mål, men en vanvittig redning af Madvig. Til sidst blev det Lumbs tur med en halvflugter, men en Sundby-spiller fik hovedet på bolden og headet den forbi stolpen.

Gode redninger af keeperen, men som Brønshøj-fan kunne man ikke undgå at blive irriteret på ham.

Dominansen fortsætter

Kampbilledet fra 1. halvleg fortsatte. Vi havde bolden og dominerede, mens Sundby stillede sig dybt og kompakt samt kæmpede røven ud af bukserne.

Efter en times spil kom vi frem til en ny chance. Bolden røg hen til en helt fri Suhr, der satte ydersiden på bolden. Desværre stod keeperen rigtig placeret og fik reddet.

Med 20 minutter tilbage af kampen var det Tarik Mourhribs tur til at forsøge. Han modtog bolden i feltet og sparkede første gang mod det lange hjørne. Desværre skruede bolden den forkerte vej og gik forbi mål.

Men jagten på det udlignende mål gav chancer i den anden ende. I det 76 minut fik Lukas Ssemanda en friløber, men han misbrugte på det skammeligste, da han sparkede forbi både Chang og mål. Syv minutter senere fik han en ny gigantisk chance, men igen sparkede angriberen forbi mål.

Kampens sidste chance blev et frisparksforsøg af Lumb, men bolden blev sendt lige over mål. Efter kampen fik Lumb sit andet gule kort i kampen og dermed rødt. Det røde kort gav en spilledags karantæne.

En af de dage

Ni ud af ti gange vil vi vinde sådan en kamp, som vi spillede mod Sundby. Vi dominerede og skabt store chancer, men Sundbys målmand Magnus Madvig havde bare en fantastisk dag med nogle fantastiske redninger. Det var bare en af de dage, hvor tingene ikke gik vores vej – men i stedet for gik Sundbys vej. Der skal dog også lyde stor cadeau til Sundby, der kæmpede bravt for alle tre point.

Vi tror, at alle omkring klubben er skuffet over resultatet – især efter den flotte start på sæsonen. Men vi har stadig et klassehold, spiller stadig godt fodbold, skal nok vinde mange kampe og være en del af oprykningskampen.

I næste runde kan vi komme tilbage på sporet, når turen går til Næstved fredag den 1. september kl. 19 på idrætsanlægget ved siden af Næstved Stadion. Vi håber på at se mange hvepse.