Mortens aften om ydmyghed i Bellahøj Kirke

Bellahøj kirke meddeler:
I anledning af Mortens aften, lørdag den 10. november, holder vi gudstjeneste i Bellahøj Kirke kl. 16. Vi skal mindes Morten Bisp, som levede i den tidlige middelalder. Han var kendt for sin ydmyghed, som nærmest blev synonym med ham. Ydmyghed fremfor ære, kunne fortællingen om Morten Bisp godt være.
                Indled Mortens aften i Bellahøj kirke på lørdag fra kl. 16.00
Den mest kendte legende om Morten fortæller, at den fromme Morten af ydmyghed ikke ville udnævnes til biskop. Han gemte sig derfor i en gåsesti for at undgå udnævnelsen. Gæssenes skræppen forrådte ham dog.
Sankt Morten blev udnævnt til biskop i Tours og det siges, at han bestemte, at man hvert år skulle straffe gæssene for at have forrådt ham – ved at slagte og spise dem.
Morten, som oprindeligt hed Martin, døde i Frankrig den 8. november 397 og blev begravet i Tours den 11. november. Over hans grav blev der bygget en stor kirke, og han blev senere helgenkåret. Hans dødsdag blev hans helgendag, Sankt Martins Dag, og den fejres stadig i hele Europa.
Efter gudstjenesten er der middag med and og æblekage for 60 kr. Drikkevarer kan tilkøbes. Tilmeld dig gerne på 24621930.