Oplev Tobias Trier på lørdag i Bellahøj Kirke

Hvad er det hos en mand som kvinder ikke kan stå for? Det får man svaret på lørdag den 25. maj kl. 20, hvor trubaduren Tobias Trier indtager scenen i Bellahøj Kirke.
 
Tobias lover, at koncerten med ham bliver en intens og morsom musikalsk oplevelse, hvor alle i salen får sunget, grint og grædt. Publikum får også lov til at synge med på sange om kærlighed, længsel og det ganske enkle i livet som kaffe og gifler.
 
Tobias Trier er søn af Røde Mor musikeren Troels Trier og forfatteren Dea Trier Mørch. Derfor har han siden han var 13 optrådt hjemmevant på scener over hele landet og skaber med sin blanding af pop, hiphop, latinamerikanske rytmer en særlig intens stemning. Fra sin mor har han lært at digte om det der er vigtigt for én i livet. Og det kan nogle gange ganske enkelt udtrykkes i kærlighedssange, hvor Trine kommer til at rime på margarine.
 
Inden koncerten med Tobias Trier kan man deltage i gudstjenesten kl. 17. Og hvis man har lyst til at deltage i lørdagsmiddagen, kontakter man kirketjenerne på 24621930 eller melder sig til på www.belleahoejkirke.dk