Lørdagsaften i Bellahøj kirke med faste, lasagne og ambivalens

Bellahøj Kirke meddeler:

Fastelavn er overstået for i år, vi har taget udklædningerne af, og nu er det faste, hvor vi sætter fokus på hvad der gemmer sig bag maskerne og facaderne. Det er ikke altid noget kønt syn, men det fortjener ikke desto mindre at komme frem i lyset, for at vi kan få øje på vores ofte modstridende følelser, mærke vores længsler og sætte ord på vores drømme.
Det er noget af det, der er omdrejningspunktet på lørdag d. 29. februar i Bellahøj kirke, hvor månedens treklang af messe, middag og musik løber af stablen. Arrangementet begynder kl. 16.00 med Bellahøjmessen, som denne gang ledes af sognepræst Peter Møller Jensen. Derefter er der lørdagsmiddag med bl.a. lasagne, og der vil både være en normal og en vegetarisk version. Maden koster 70 kr., og så kan drikkevarer tilkøbes for 15 kr.
Den afsluttende koncert kl. 19.00 er et performanceshow med kunstnergruppen “Amphi”, der for første gang opfører stykket Ambivalens, en blanding af storytelling og sange, der kredser om begrebet ‘ambivalens’. De unge optrædende tager udgangspunkt i deres egen generation, men alle kan få noget ud af de universelle følelser bag.
Der er på mange måder lagt op til en helt usædvanlig lørdagsaften i Bellahøj kirke – og bortset fra middagen, er det helt gratis at deltage.