REMA 1000 retter stor tak for de første to år i Brønshøj

Det var en lidt svær start for REMA 1000, da den populære butik slog dørene op på Frederikssundsvej 256 den 8. november 2018. Der var meget få parkeringspladser at gøre godt med, og det tog sin tid, før man endelig havde fået den helt rigtige P-plads.

Købmand Bettina Wuust Lohse ses her foran et stort udvalg af juleting sammen med sin souschef Lasse

– Men kunderne var positive og tålmodige, og det vil jeg gerne have lov til at sige tusind tak for, siger købmand Bettina Wuust Lohse til netavisen. – Nu har vi ligget her i godt to år, og vi er alle lykkelige for den flotte modtagelse, vi har fået. Kunderne er simpelthen fantastiske. Altid smilende og venlige og det er en ren fornøjelse for os alle i butikken at betjene dem. Egentlig ville vi gerne have fejret fødselsdagen, men i disse Corona tider er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Så vi nøjes med at fortsætte i samme gode spor med godt humør og mundbind. For naturligvis har vi taget højde for krisen og alle de restriktioner, der følger med.

Julen har vi også gjort klar til, om end det bliver lidt anderledes end normalt. Men vi har de samme varer og kan sagtens hjælpe alle vores kunder til at få en god jul, hvor der ikke mangler noget, slutter Bettina.