Sporvognene glemmer vi aldrig (3)

2700-netavisen er af flere blevet opfordret til at fortsætte de gamle glimt med rumlende sporvogne og hyggelige anekdoter. Så vi benytter sommervarmen til at forske videre i emnet.

Spor2

Linje 17 i Sønderjyllands Alle ved Peter Bangsvej hjørnet dengang det var kortskørtede charleston-piger og deres bumsede Gatsby-sheiker, der løste billet mellem Vanløse og Rådhuspladsen. Bebyggelsen der er under opførelse ligger der stadigvæk og vidner på forbilledligvis om foreningen “Bedre Byggeskik’s” hæsblæsende foretagsomhed i de år. (En genopvækkelse af den forening kunne måske være tiltrængt i dag) ! I 1931 afløste linje 1 linje 17 på Sønderjyllands Alle, og 17 materialiserede sig først igen i ’75 på Frederikssundsvej – denne gang på gummifjed og formummet i HT’s gevandter.