"Sporvognsminder fra Brønshøj og Husum" 9

Vi fortsætter i dag serien omkring de gamle sporvogne i Brønshøj og Husum i samarbejde med Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, www.facebook.com/sporvejsmuseet. Husk at vi hver mandag præsenterer et nyt afsnit. I dag “Hvad laver Linje 1 i Brønshøj” ?

Skm_2700NET_09B

Den 15. april 1967 kunne Brønshøj borgerne spærre øjnene op. Et gammelt vogntog af den type, der var helt udgået af driften i 1966, dukkede op på Brønshøj Torv, og som om det ikke var nok, så var vogntoget tilmed beskiltet som Linje 1. Hvad skete der dog ? Jo Københavns Sporveje udlejede gerne vogntog, når nogen ønskede sig en helt speciel udflugt, for Sporvejene gav jo et betragteligt underskud, og hvis man kunne få ekstraindtægter, faldt de på et tørt sted.

I dette tilfælde var det brødrene Skovle, der havde bestilt en udflugt til Amager og retur til Nørrebro Remise.

Skm_2700NET_009

Femten dage efter kom det samme vogntog atter til Brønshøj, men denne gang beskiltet som Linje 2. Det var Sporvejshistorisk Selskab, der havde arrangeret en tur for medlemmerne, hvor man søndag formiddag gennemkørte Linje 2’s rute.