Lokale kor synger julen ind
Er der noget der får julehumøret mere i top end en korkoncert? I løbet af december
kigger flere lokale kor vejen forbi Kulturhuset Pilegården og Brønshøj Vandtårn.
Uanset om man er til gospel, blues, jazz, pop eller rock, så er der gode toner i vente i den kommende tid.
Her ses Synkoperne, som giver koncert den 5. december i Pilegården
På onsdag den 29. november kl. 20 er der julestemning, gospel, rytmiske ørehængere og klassiske julesange, når Gospel Unusual kommer på besøg. Koret har siden sidste koncert i Pilegården fået ny leder, Kristian Bach, der både står for direktion og klaver.
På repertoiret finder man numre af Stevie Wonder, Freddie Mercury, gamle og nyskrevne gospels, der bliver garneret med en enkelt Disney klassiker. Der kan købes forfriskninger i baren, hvis al den julestemning skal skylles ned. Billetter til 50 kr. købes kontant i døren eller med MobilePay.
Tirsdag den 5. december kl. 19 er det Synkoperne, der træder op på scenen. Koret øver fast i Kulturhuset Pilegården, og er et af flere musikundervisningstilbud fra Rytmisk Center, som foregår i Pilegården.
Koret præsenterer rytmiske sange som Basin Street Blues, California Dreaming, Kun et kys herfra og nogle stemningsfulde julesange. Og selvfølgelig er der også sange at synge med på. Der er fri entre til koncerten.
Mandag den 18. december kl. 20 venter der en ‘Cold Concrete Christmas’ lidt længere nede ad Brønshøjvej i vandtårnet. Her præsenterer KOREt klassiske og tradtionelle satser fra deres julerepertoire i det kolde og monumentale betonrum i Brønshøj Vandtårn med den imponerende efterklang.
KOREt er et ambitiøst kor for lige stemmer og bliver ledet af Stefan Teilmann Laub Nielsen. Billetter til 80 kr. fås på vandtårn.kk.dk