Mød forfatteren bag romanen "de andre" på Husum Bibliotek den 24. november / OBS ! AFLYST PÅ GRUND AF SYGDOM - nyt tidspunkt følger senere

Det er sjældent, vi i Danmark taler om klassesamfund. Måske fordi klasse-snakken er ubehagelig, lidt akavet. Med sin nyeste roman “de andre” tvinger Mikael Josephsen læserne til at forholde sig til samfundets mest udsatte, og han sætter dermed en tyk streg under, at det kritiske samfundsengagement atter er at finde i dansk samtidslitteratur. Spørgsmålet er så, om litteraturen og forfatterne kan være med til at forandre virkeligheden?

                       Kan litteraturen forandre virkeligheden?

 

I forbindelse med kommunalvalget har Husum Bibliotek sat fokus på samfundsengageret litteratur. Temaet kulminerer den 24. november med et besøg af Mikael Josephsen, hvis roman “de andre” udkom på Gyldendal i foråret 2021 – med stor anmelder begejstring.

Romanen er ikke samfundsengageret i aktivistisk forstand. Men giver i et overvejende nøgternt sprog et barskt, men bevægende indblik i livet som hjemløs i nutidens Danmark. de andre handler om hjemløshed, misbrug og om at føle sig uden for resten af samfundet. For karaktererne handler det kun om én ting: overlevelse! Men forfatterens poetiske talent fornægter sig ikke: Ligesom solstråler kan splitte et cementtungt skydække på en askegrå november-dag, tindrer sproglige perler midt i al romanens farveløse forråelse og fremmaler nuancerede karakterer.

                          Michael Josephsen besøger Husum Bibliotek

de andre giver de mennesker, de fleste af os ser stå uden for supermarkederne eller skutte sig i byens skygger, fortid, følelser og farver. På den måde fordrer romanen refleksion; refleksion over, om vi kan være tilfredse med, at nogle mennesker lever under så uhumske vilkår i vores ellers så rige og angiveligt ligeværdige samfund. Men vil den refleksionen kunne ændre livsforholdene for de hjemløse? Det taler bibliotekar på Husum Bibliotek, Mathias, om med Mikael Josephsen, når sidstnævnte gæster biblioteket.

Romanen bygger på Mikael Josephsens egne erfaringer som hjemløs samt på hans samtaler med nuværende hjemløse. Hør mere om forfatteren, romanen og om forfatterens hensigt med romanen, når han besøger Husum Bibliotek den 24. november klokken 19-20.30. Det er gratis og kræver hverken tilmelding, eller at man har læst romanen.