Næsten 70 års lokalt bileventyr er slut
Næsten 70 års bileventyr er ved at blive jævnet med jorden. Det er definitivt slut med vores lokale Suzuki forhandler på Frederikssundsvej 98-100. Det kendte domicil med bilen på taget er kort sagt ved at være en saga blot. De gamle bygninger er snart revet helt ned, og der skal nu opføres studieboliger på adressen.
Sådan så Suzuki Bellahøj ud i velmagtsdagene, og selvfølgelig med den legendariske røde bil på taget
Ja butikken på Frederikssundsvej nåede at skifte facade flere gange i takt med nye bilmærker, som kom til
Gennem alle årene har automobilforretningen været et familieforetagende, og det er Henrik Jacobsen som nu har lukket og slukket. I 1955 startede hans farfar Tage Jacobsen butikken. Senere blev den overtaget af sønnen Ole Jacobsen og slutteligt som nævnt før af hans søn Henrik Jacobsen. I tidens løb har der fra adressen været forhandlet flere bilmærker – Lloyd, Toyota, Skoda, Mitsubishi og til sidst Suzuki.
Flere gange familiefirmaet været i top i mange salgskonkurrencer gennem tiden.
Den gamle hovedbygning har måttet lade livet til fordel for en ny ejendom, har er de sørgelige rester
Mange af kunderne var lokale, men flere kom også udefra fra, og så var det en fordel, at værkstedet lå så centralt i København.
Henrik Jacobsen har gennem mange år været kendt i lokalområdet. Blandt andet som en flittig støtte til Brønshøj Boldklub. Det var han i adskillige sæsoner både som sponsor og som medlem i Erhvervsklubben. Han har også afviklet Mitsubishi erhvervscup, haft bandereklamer og støttet klubben økonomisk.
– Jeg har haft mange dygtige ansatte gennem tiden, fortæller Henrik Jacobsen til netavisen. – På det højeste var vi 21 ansatte, og jeg har udlært mange dygtige unge mennesker gennem tiden. Jeg har stadigvæk løbende kontakt med tidligere ansatte. Vi var lidt som en stor familie.
Henrik Jacobsen – sådan sluttede det !
– Men tiderne og dårlige parkeringsforhold, gjorde det mere besværligt at drive bilforretning på adressen, så jeg måtte begynde at se nye veje, fortsætter Henrik Jacobsen.
– Det er naturligvis med vemod, at jeg som 3. generation er den, der skulle lukke og slukke. Men sådan er livet. Jeg vil imidlertid altid tænke tilbage på de minder, jeg har fra bilforretningen på Frederikssundsvej, og dem er der mange af, slutter den nu tidligere automobilforhandler.