Spadestik blev i tirsdags taget til første del af det store rækkehusbyggeri i Tingbjerg

Ejendomsvirksomheden NREP skød i tirsdags den 13. april første del af rækkehusbyggeriet i Tingbjerg i gang. Det skete i respekt for corona-pandemien med en lille lukket ceremoni, hvor beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard stak spaden i jorden foran et indbudt publikum bestående af blandt andre NREPs byudviklingsdirektør, tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, byudviklingschef Lene Vennits fra KAB og fsb, partner og direktør Mette Skjold fra SLA, og Johannes Schmith fra Danhaus, der skal opføre husene.

Rækkehusene er en del af den store byudviklingsplan for Tingbjerg, hvor der skal bygges 1000 nye private boliger over det kommende år. Det sker i et samarbejde med KAB, fsb Københavns Kommune og NREP.

Der bliver tale om 5 forskellige typer rækkehuse i 1, 2 eller 3 plan, der skal opføres af Esbjergvirksomheden Danhaus.

– Vi byder ind med det, vi er allerbedst til, og glæder os rigtig meget til at opføre nogle virkelig spændende energi- og klimavenlige og ikke mindst børnevenlige rækkehuse i gode materialer i Tingbjerg, siger direktør Johannes Schmith fra Danhaus.

Boligerne vil blive bygget som modulbyggerier, hvor de enkelte moduler produceres på Danhaus’ fabrik i Esbjerg og samles i Tingbjerg. Det giver både en bedre og mere effektiv produktion og vil betyde kortere byggetid og dermed færre gener for beboerne.

Jens Kramer Mikkelsen, NREPs byudviklingsdirektør, var glad for, at selve byggeriet nu kommer i gang.

– Vi er begejstrede for at starte opførelsen af de boliger, som skal bidrage til at skabe en blandet bydel i det smukke Tingbjerg. Vi forventer, at de nye ejere vil kunne rykke ind i de første syv boliger til sensommeren og til priser, der kan betales af almindelige familie indkomster – ganske som lovet, siger han.

Det 8. rækkehus vil blive en prøvebolig, hvor interesserede købere kan få et indtryk af byggeriet.

Lidt mere konkret – hvis man er interesseret i et af de første syv rækkehuse på Skolesiden i Tingbjerg, som står klar til oktober.

.