Oplev Bo Schiøler & Skavankerne på søndag

På søndag den 30. oktober kl. 14 er der koncert med teater- og musikindpiskeren fra Vesterbro Ungdomsgård i Kulturhuset Pilegården.

I mere end 50 år har produktive Bo Schiøler udgivet digte, sange og teaterstykker. Fra ”KATTEJAMMER ROCK” til det aktuelle album ”PÅ TÅLT OPHOLD – i en rå tid”.

Bo Schiøler er nok mest kendt for sit 44 år lange virke på Vesterbro Ungdomsgård, hvor han som kulturindpisker og huskomponist, fik sat bydelens børn og unge på det kulturelle verdenskort. Mere end 33 LP-er, CD-er, film og digtsamlinger blev udgivet, før Bo Schiøler takkede af i 2011 – og gik på pension.

Eller gjorde han? Nej, trods sine 76 år – er Bo Schiøler stadig rastløs, livsglad og utrættelig. Hans livslange karriere har indbragt ham et hav af priser. Han er bl.a. Ridder af Dannebrog, modtager af DJBFAs hæderspris, Martin Andersen Nexøs Æreslegat, Scherfig-Kirk-Gelsted Prisen, Gerda Prisen m.fl.

På det aktuelle album skærer han mere skarpt ud end for 30-40 år siden og gør sig til talerør for bl.a. humanisme, solidaritet, sameksistens og ligeværd. Stilmæssigt når Schiøler og det seks mand store orkester omkring afdæmpet rock, jazz, blues, singer-songwriter og blide ballader.

Der er mulighed for at spisning inden koncerten. Café Pilens søndagsbord står klar kl. 12.30. Billetter fås på pilegaarden.kk.dk

Travle dage hos Music House

Koncerten er arrangeret af den produktive lokale musikforening Music House Brønshøj, som også få dage forinden har københavnerbandet Straight On på programmet. Torsdag den 27. oktober kl. 20 spiller bandet, som øver i Brønshøj, kopinumre hentet fra de sidste 5 årtier.

Arrangeret af Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Nord-Vest Fonden.