Oplev et drømmehold af jazzmusikere torsdag aften

Torsdag den 18. november går Marilyn Mazur på scenen i Kulturhuset Pilegården med en vigtig musiker indenfor den moderne jazz, den engelske jazzsanger Norma Winstone.

                                                 

Det er en stærk konstellation af musikere, der giver deres eneste koncert i Danmark torsdag d. 18. november kl. 20 i Kulturhuset Pilegården, ganske få dage inden de tager videre til Klaeng festival i Køln.

Engelske Norma Winstone har i mange år været en vigtig stemme inden for moderne jazzvokal og kendes af mange fra trioen Azimuth med Kenny Wheeler og John Taylor. Hun er en unik stemmekunstner, en stærk improvisator og lyrisk fortolker. Norma Winstone har i de senere år udgivet flere albums og har vundet flere priser herunder en “Lifetime Achievement Jazz Medal” og en “Gold Badge of Merit” fra British Academy of Songwriters, Composers and Authors. Hun er ydermere æresmedlem af The Royal Academy of Music.

Som publikum kan man se frem til et helt særligt møde mellem Norma’s lyriske vokal og Marilyn’s klanglige univers. Det bliver en koncert med mangefarvede stemninger og god plads til både individuelle udfoldelser, åbne drømmende lydlandskaber, masser af rytme og slagtøj fra hele verden, stærke melodier og fængslende dramatiske forløb.

Orkestret Special 4 er sammensat af Marilyns nære musikalske venner, som har spillet sammen i flere forskellige formationer og i hinandens orkestre gennem mange år. Foruden Noma Winstones vokal og Marilyn Mazur på trommer, perkussion og vokal kan man opleve Makiko Hirabayashi på piano og keyboards, Klavs Hovman på bas og Jakob Buchanan på flygelhorn og trompet.

Koncerten er arrangeret af lokale JAZZiVÆRK, som også står bag Brønshøj Sommer Jazz. Billetter fås på Billetto.