Oplev Kongelig Sommeropera på Bellahøj Friluftscene
Sidste års kæmpesucces bliver nu gentaget, og alle og inviteres til gratis koncertoplevelse med Den Kongelige Opera på Bellahøj Friluftsscene fredag den 19. maj kl. 18.
Sammen med lokaludvalgene på Bispebjerg og i Vanløse har Brønshøj-Husum Lokaludvalg arbejdet målrettet på at tiltrække store kulturaktører til den nyrenoverede amfiscene på Bellahøj. Derfor er man glade for, at der igen kan bydes velkommen til Det Kongelige Teater og sammen med Kultur og Fritid Brønshøj-Husum være værter for en vaskeægte kvalitetsoplevelse for alle. Man retter en tak til Vanløse og Bispebjerg Lokaludvalg, der har støttet arrangementet økonomisk.
PRAKTISK INFO
Der er begrænsede parkeringsmuligheder, så tag i stedet en bus til stoppestederne “Bellahøj” eller “Hyrdevangen” og gå det sidste stykke.
Der er masser af siddepladser til alle, men vil man sidde tæt på scenen, så kom en halv til en hel time før forestillingens start.
Man må gerne medbringe mad og drikke men skal dog huske at rydde op efter sig selv efter arrangementet.
Kørestolsbrugere kan sidde foran scenen.
Der er toiletfaciliteter ved scenen.
Det Kongelige Teater skriver selv om arrangementet:
Ta’ ud i det fri og oplev fantastiske stemmer fra Den Kongelige Opera under åben himmel.
Hver sommer kan du i det danske sommerland komme til gratis operakoncerter rundt i Danmark. Oplev nogle af landets bedste operasangere i højdepunkter fra kendte operaer og den kommende sæsons forestillinger.
Sommerkoncerterne har, siden de begyndte for 18 år siden, været et tilløbsstykke, hvor publikum i alle aldre nyder de gratis operakoncerter i det fri. For mange mennesker er Kongelig sommeropera blevet en fast tradition, hvor tusindvis af publikummer mødes hvert år til gratis koncert.
Kongelig sommeropera er for alle – både helt garvede og passionerede operafans men også nybegyndere, der her kan opleve nogle af de allerstørste hits fra operaens verden og få en forsmag på den nye operasæson.
Tag skovturstæppet under armen og glæd dig til en eftermiddag i selskab med Den Kongelige Operas sangere i det grønne.
GRATIS ADGANG UDEN BILLET
Foto: Klaus Vedfelt