Politikere i København tager næste skridt i udvidelsen af metroen

Staten er i øjeblikket i gang med at undersøge mulighederne for at bygge en eksprestunnel til S-tog mellem Hovedbanegården og Hellerup med en station ved Rigshospitalet.

 

Derfor vil politikerne på Københavns Rådhus nu igangsætte en analyse af, hvordan metrolinjen M5 kan udvides, hvis S-togstunnelen bliver en realitet. En sådan S-togstunnel har nemlig ikke indgået i de analyser, man tidligere har lavet af mere metro i København.

 

Analysen tager udgangspunkt i to mulige linjer – dels at fuldende M5 som en lukket ring via Østerport St. til Lynetteholm N og dels M5 som en forlængelse fra København H via Frederiksberg og Nørrebro mod Brønshøj og Tingbjerg. Formålet er at vurdere de trafikale og samfundsøkonomiske effekter af scenarierne. Forligskredsen bag Lynetteholm har sagt ja til at igangsætte analysen, der forventes færdig i slutningen af 2026.

 

Tilfredse politikere
– København har brug for mere metro, så vi kan binde byen endnu bedre sammen og forbedre hverdagslivet for flere københavnere. Derfor er det sund fornuft at se på, hvordan vi kan udvide M5-linjen, så metroen også kan komme ud til flere af Københavns bydele, siger beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester Andreas Keil.

 

Også kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl er glad for, at der iværksættes en analyse: -København skal have meget mere metro, og der er et stort potentiale i at binde den gamle og den nye by tættere sammen. Tingbjerg-linjen vil kunne give flere københavnere adgang til den kommende multihal og de mange andre tilbud i bydelen. Derfor er den værd at få undersøgt i forlængelse af regeringens planer, siger han bl.a.

 

Sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken udtaler også sin støtte til udbygningen af metroen: – København er på vej til at blive en rigtig storby, og det kræver mere metro. Det er vigtigt, at vi får valgt de rigtige løsninger, men mere metro er den rigtige vej at gå – både i forhold til Lynetteholmen og til eksisterende bydele som Brønshøj, hvor der også er stor efterspørgsel på hurtig, effektiv kollektiv trafik som et godt alternativ til bilen, siger han.
EF