Prisbelønnede bluestoner tirsdag den 8. oktober i Pilegården

Tirsdag den 8. oktober kl. 20 kigger en af tidens bedste danske blueskonstellationer forbi Brønshøj med den sangerinden Miriam Mandipira i front.

Det er store musikalske personligheder, der indfinder sig på scenen denne tirsdag aften i Kulturhuset Pilegården: Troels Jensen, Miriam Mandipira og Thomas Puggaard-Müller.

Troels Jensen, der vandt prisen som Årets Bluesnavn i 2002, er landets ukronede blueskonge, med en historie, der går helt tilbage til 1967, hvor han startede Delta Blues Band. Lige siden har han dyrket den blues, som han elsker så højt.

I 2016 mødte han Miriam Mandipira (Årets Bluesnavn 2016) fra Zimbabwe, som er en gudsbenådet sangerinde, som elsker blues lige så højt. Hun kan synge så hjertet smelter og man bobler over af lykke.

I Kulturhuset Pilegården kan man forvente en intimkoncert med et repertoire, der blandt andet omfatter numre fra Troels Jensen og Miriam Mandipiras seneste album “Careless Love”, hvor alt er barberet helt ind til benet. Albummet fik rosende ord som “en sjælevarmende, smuk, berigende og slidstærk udgivelse” på Bluesnews. Og hvem kunne ikke godt bruge en sjælevarmende blueskoncert på en helt almindelig efterårsdag?

Efter udgivelsen af albummet blev duoen til en trio, idet at Thomas Puggaard-Müller, som også er fra det oprindelige Delta Blues Band, har sluttet sig til med sin legendariske guitar.

Billetter til 120 kr. fås på Pilegårdens hjemmeside.