Radiometer Cup i Brønshøj Boldklub

I weekenden begyndte Radiometer Cup i Brønshøj Boldklub, hvor mere end 100 hold dyster om flotte pokaler og medaljer på banerne i Tingbjerg Idrætsanlæg. Det hele slutter på lørdag, hvor det gælder de sidste afgørende kampe ..

tekst: Christian Haslund / foto: Thomas Løser

Også de små piger viser deres færdigheder på banen

Det er andet år i træk, at stævnet i efterårsferien finder sted. Sidste år stod i Coronaens tegn, hvilket også havde sin indflydelse på antallet af holdene. Men i år er restriktionerne væk og antallet af tilmeldte hold er steget kraftigt.

Mange forældre møder op og hepper på de små, og der er gang i mobilkameraerne

Sidste år hed stævnet Hvepse Cup, men i år er navnet ændret til Radiometer Cup. Dette skyldes, at virksomheden Radiometer, som ligger i Brønshøj, har sponsoreret stævnet.

Men tilbage til weekenden, hvor mere end 300 kampe blev afviklet til stor glæde for en masse glade drenge og piger fra U7 til U12.

 

Der bliver kæmpet om hver eneste bold

Brønshøj Boldklubs talentchef Jesper Mathiesen har trukket det helt store læs og haft det kølige overblik, men intet stævne uden frivillige. Og især en lang række ungdomsspillere har været flittige som dommere i de mange kampe.

På lørdag spilles de sidste kampe i stævnet, når det er U13’s og U14’s tur til at spille om hæder og medaljer.

                                                           

Der skal ikke herske tvivl om, at årets Radiometer Cup har været en stor succes, og i Brønshøj Boldklub glæder de sig allerede til næste års efterårsferie.