Så er det definitivt - ikke mere race på Bellahøj !

For nogen er dette en dejlig nyhed, mens det for andre er det modsatte. Men kendsgerningen er her, hvor vi nærmer os årets afslutning, at der ikke mere vil blive kørt race på Bellahøj. Nuvel det lå ligesom i luften, at det ville ende sådan. Ikke mindst efter at man anlagde bump på Hvidkildevej og i det hele taget lagde mere og mere op til, at det skulle slutte nu. 

Løbet blev afholdt første gang i 1996, og de seneste mange år har Bellahøj lagt asfalt til det store motorløb, som naturligvis havde et navn, nemlig Copenhagen Historic Grand Prix. I starten blev løbet kørt omkring Christiansborg, men endte altså i lokalområdet. Mange motorentusiaster vil ærgre sig over løbets skæbne. Det har vi på netavisen gennem årene erfaret. Der var mange, der var glade for den årlige sommer begivenhed. Men måske nok flest der var kede af det – og trætte af alt det halløj, de tre dage gjorde i området. Veje blev spærret og selve løbet afgav naturligvis en del støj og motorforurening.

Kendte navne har gennem årene kørt med på Bellahøj, blandt andre prins Joachim og nogle af vore mest kendte racerkørere. Men nu er det altså slut – og ikke meget tyder på, at løbet vil genopstå andre steder.