Så er julen kommet til Tivoli - vi springer med ny konkurrence !
Fredag den 14. november kl. 16.30 tændtes lysene på Tivolis store juletræ foran Tivolis Koncertsal – og dermed er julen officielt begyndt.
Og traditionen tro springer netavisen med en julekonkurrence i samarbejde med Tivoli. Man kan vinde 2 x 4 billetter og turpas, som skal være indløst senest den 4. januar. Vi lancerer konkurrencen i morgen søndag !!
Juletræet er pyntet med 200 lyskæder med 50.000 lyspunkter, vejer 1100 kg og er placeret i midten af Tivolis skøjtebane.
Jul i Tivoli 2025 løber frem til den 4. januar i det nye år, og gæsterne kan bl.a. opleve 160.000 julekugler, 1.007 juletræer og 3.100 meter granguirlander.
Snedronningen vender tilbage: Tivoli hylder 220 år med H.C. Andersen med stor juleballet
På 220-året for H.C. Andersens fødsel og 150-året for hans bortgang, kan Tivoli præsentere et gensyn med et af den danske nationaldigters mest elskede eventyr, nemlig Snedronningen, når Tivolis Koncertsal den 27. november slår dørene op til repremieren på årets store juleballet for hele familien. Nyklassikeren Snedronningen bygger på H.C. Andersens tidløse eventyr om Gerda og Kays mange prøvelser og den iskolde snedronning.
Hovedkræfterne bag juleballetten er Oh Land, som har skabt musikken, koreograf Yuri Possokhov og scenograf og kostumedesigner H.M. Dronning Margrethe. Snedronningen kan opleves frem til den 21. december under Jul i Tivoli.
Julemagien breder sig i Tivoli
Man kan opleve Tivoli i sin fineste julepragt med mere end 70.000 glitrende julekugler og over 50 kilometer lys, der kaster en magisk glød over haven. Pyntede juletræer, nisser og sne skaber en eventyrlig stemning, mens de oplyste hængepile langs Tivoli Søen danner en funklende kulisse for en vinterlig gåtur med en kop varm kakao eller Tivolis egen gløgg i hånden.
Julens dufte og smage fylder Tivoli, hvor restauranterne byder på alt fra klassisk højbelagt smørrebrød og velsmagende simreretter, som passer perfekt til årets julefrokost. Traditionen tro kan man også gå på jagt i forlystelseshavens mange hyggelige juleboder fyldt med håndlavet pynt, søde lækkerier og lokale specialiteter som ristede mandler, lune æbleskiver og flæskestegssandwich. En oplevelse til både adventshygge og julegaveindkøb, mens julestemningen spreder sig.
Den 13. december kan gæsterne igen opleve det imponerende luciaoptog, hvor op mod 100 luciasangere går gennem Tivoli. Tivolis yngste gæster kan gå på jagt efter forlystelseshavens mindste gæster, når Tivoli inviterer til nissejagt. Tivolis mange forlystelser er også åbne under Jul i Tivoli, så gæsterne har også mulighed for at få et sus i maven i den 111 år gamle Rutschebanen eller nyde udsigten over København fra Himmelskibet.
Tinkas Juleeventyr og The Julekalender i Glassalen
Under Jul i Tivoli kan Tivolis gæster også opleve den anmelderroste musical Tinkas Juleeventyr – The Musical i Glassalen med musik af Burhan G. På rollelisten finder man blandt andre Szhirley og Birgitte Raaberg. Tinkas Juleeventyr – The Musical løber fra den 26. til 29. december. Hvis man vil have trænet lattermusklerne inden kæberne skal bruges til at tygge store mængder julemad, så har De Nattergales – The Julekalender premiere den 21. november i Glassalen. Gordon Kennedy, Christian Damsgaard og Niels Olsen spiller de tre nisser Frits, Hansi og Gūnther og de andre elskede karakterer fra tv-julekalenderen. Forestilling løber frem til den 20. december.
Det japanske Tårn med italiensk velsmag
I Toscanas bølgende bakker, nær Siena, ligger et af Italiens mest eksklusive og idylliske hoteller: det danskejede Borgo Santo Pietro. Blandt hotellets mange fortræffeligheder finder man restauranten Saporium, der har én Michelin-stjerne. Til november forlader Saporium Firenzes vinmarker og olivenlunde for en stund, når de rykker ind i Det Japanske Tårn under Jul i Tivoli. Her inviteres Tivolis julegæster til at opleve italiensk topgastronomi fuld af kreativitet, sæsonforankring og dybe rødder i den toscanske madtradition. Man kan nyde store gastronomiske oplevelser fra Saporium fra den 14. november til 15. december i Det japanske Tårn.
Dansende ildfluer og julelys i Tivoli
I år kan Tivolis gæster opleve den en særlig lysinstallation, hvor lysende ”ildfluer” svæver, gløder og sitrer over jorden foran Nimb.
Tivolis gæster kan også igen i år se frem til forlystelseshavens traditionelle og smukke julebelysning. Med lysdesigns i særklasse er der ikke gået på kompromis med oplevelsen, hvor dygtige lysdesignere har nytænkt den dekorative lysoplevelse i magiske rammer. Det dekorative lys vil være slukket udenfor åbningstid, hvor nød-, arbejds-, og opsynslys er tændt.
Som forrige år har Tivoli taget tiltag til at energioptimere sin belysning, som nu dækker tusindvis af lyspunkter, hvoraf 99% af LED belysning. Tivoli forsynes desuden udelukkende med strøm fra vedvarende energikilder.
Tal om Tivoli
- 160.000 julekugler er hængt op på 12 dage
- I alt 1.007 juletræer er placeret i forlystelseshaven.
- 3.100 meter granguirlander hænges op i haveanlægget.
- 10 tons gran bruges som dekoration i Tivoli.
- I alt 500 kg. fyrtoppe indgår i scenografierne.
- 18.000 duftende Hyacinter bruges som en del af sanseoplevelsen.
- 53.000 børn og barnlige sjæle kommer hvert år forbi og hilser på Julemanden.
- 51% af gæsterne kommer som par eller 2 personer under deres besøg i julesæsonen
Fyrværkeri i Tivoli
- Torsdag d. 25. december: Julefyrværkeri kl. 21.30
- Fredag d. 26. december: Julefyrværkeri kl. 23.00
- Onsdag d. 31. december: Nytårsfyrværkeri kl. 23.00
Jul i Tivoli løber frem til den 4. januar i 2026.

