Så fik Stadion igen spændt ben for sig selv - tabte hjemme til Rødovre og misser playoff

Man tror snart, det er løgn. Bydelens håndboldklub i 2. division har de seneste Gud ved hvor mange år ligget med i toppen af rækken, og det har resulteret i playoffspil flere gange – uden det dog er lykkedes at rykke op i 1. division, som har været klubbens store mål og drøm i alle årene. Trods enkelte dumme udfald i årets turnering, lå Stadion faktisk længe til minimum en andenplads – ja det var faktisk tilfældet så sent som lørdag eftermiddag. Rødovre skulle lige besejres i ECV-hallen, og så var der lagt op til en fed finale mod det andet bud på playoffpladsen TIK Taastrup.

Men glem alt om drømmene – for efter et unødvendigt nederlag til Rødovre på 23-27 efter at have ført 12-9 ved pausen, så kan alle godt så småt pakke tingene sammen og lukke af for sæsonen. Der bliver nemlig ingen “finale” næste weekend mod TIK Taastrup, som ellers kunne have været Stadions sidste chance. Med en sejr ude mod TMS Ringsted, klarede TIK selv ærterne.

Så nu kan Stadion så småt begynde at tænke på næste sæson – og stadig som 2. divisionshold.

netavisen lørdag den 26. marts 22 kl. 17.25