Så skal der quizzes igen i Pilegården

Snart skal der igen dystes i paratviden i Pilegården. Quizzen genopstår 26. maj og 17. juni  kl. 19 med afstand, coronapas, sprittede fingre og knivskarp hjernegymnastik.

Mens kulturlivet har været lukket ned, har mange af quizdeltagerne sandsynligvis enten haft næsen begravet i gamle leksika eller brugt Ipaden til møjsommeligt at trawle wikipedia for viden i den gode stol. De er klar, de har ventet og nu skal den opbyggede viden om stort, småt og alt derimellem flekses, vises frem og doseres gavmildt blandt ligesindede. Der findes situationer, hvor det er vigtigt at kende det præcise antal af lyskryds mellem Bellahøj Svømmehal og Husum Torv. En quizaften er lige præcis den situation og så får man tilmed grint samtidig med at man kan brillere med sin viden.

Det eneste man skal gøre, er at finde nogen i sit nære netværk og tilmelde sig som hold. Man får testet sin viden om musik, litteratur, kultur og meget mere, og der er spørgsmål i alle sværhedsgrader, så alle kan være med.

Der er fire personer pr. hold og en præmie til mest originale holdnavn. Alle deltagere betaler 25 kr. kontant, som havner direkte i præmiepuljen, som vinderholdet tager med hjem.

Tilmelding er nødvendigt til quizmaster Helle Spangerup på tlf. 22 54 88 76. Mindst én deltager fra det tilmeldte hold skal være ankommet kl. 18.

Man skal kunne fremvise coronapas/negativ COVID-19-test (maks. 72 timer gammel) ved ankomst.

netavisen 17. maj 21 kl. 7.38