Sådan ser der ud nu - bedene i MultiCentret er ved at forsvinde helt, men, men ..

Det var et lille håb til det sidste – at man ville lade de bede bestå, hvor alt det grønne siden 1965 havde været med til at give Grøndal MultiCenter den ekstra charme og hygge, som tilfældet var. Blev bedene, så kunne man eventuelt sætte noget nyt som erstatning for den 57 år gamle beplantning, som nu er fjernet. 

Men nej – sådan kommer det nok ikke til at gå. Netavisen var onsdag formiddag i centret, og der mødte os dette sørgelige syn.

Der er ikke meget bed tilbage der. Og sådan vil det blive. Desværre. Endnu engang må man konstatere, at der sidder folk og bestemmer, på poster, de ikke burde have. Eller er kompetente nok til at bestride. Netavisen har siden vi beskrev, hvad der var ved at ske i det hæderkronede center, modtaget adskillige fortvivlede henvendelser fra folk, som er vant til at komme i Grøndal MultiCenter og elskede det, som det var.

Selvfølgelig er centrets mange faciliteter uændrede, og der vil fortsat være masser af liv hver eneste dag i ugen. Men det charmerende dna er væk, og det er sørgeligt.

Der er dog et lille håb om, at der måske alligevel vil komme en form for grøn beplantning. Netavisen har modtaget denne lille besked fra Borgerrepræsentationens Bente Møller, som også har sæde i Kultur- og Fritidsudvalget. Hun skriver:

Nej det er ikke afgjort. Men der kommer ikke beplantning med træer m.v., som der var. Det er rødderne fra dem, der har ødelagt gulvet. Så der skal etableres grønt i plantekasser (hvis det lykkes at få det igennem), så rødder ikke kan gro under gulvet. Så beplantning som vi kendte det, vil ikke kunne komme igen.

Bente Møller har jo ret i det med træerne. Det er ganske rigtigt deres rødder, som har gjort klinkebelægningen ujævn og usikker at gå på. Så lave nye gulve uden de er fjernet, er der ingen logik i. Men lad os så håbe, vi kan få et brugbart alternativ i stedet, som et plaster på såret. Håbet er ikke ude endnu !

netavisen 27. maj kl. 11.30