Se "Tingbjerg eksperimentet" i aften i TV på DR 1
Der er lokalt indslag i aften torsdag på DR1, når udsendelsen Tingbjerg Eksperimentet præsenteres kl. 21.25.
Tingbjerg Eksperimentet er et portræt af en bydel i forandring. Et dokumentarisk portræt, der gennem en række karakterdrevne fortællinger kommer bag fordommene om et af Københavns mest berygtede kvarterer.
I løbet af en årrække skal bydelens indbyggertal fordobles og private boliger bygges inde mellem de almene boliger. Det er parallelsamfunds-loven fra 2018, der danner baggrund for dette enorme byggeprojekt, som forskere kalder for det største boligsociale eksperiment siden 2. verdenskrig. Ingen ved nemlig, hvad denne proces fører til. Vil det opleves som et tab og et politisk indgreb, når der bygges huse på græsplænerne lige udenfor vinduerne? Vil de nye huse tiltrække nye beboere, som har lyst til at skabe nye aktiviteter og vil der opstå nye naboskaber?
Dokumentarfilmen skildrer hverdagslivet i Tingbjerg og følger de nye beboere, der som de første køber et rækkehus i Tingbjerg. Hvordan oplever de deres nye kvarter og hvordan finder de vej ind i det eksisterende fællesskab?
Filmen dykker også ned i Tingbjergs arkitektur og historien om, hvordan bydelen i 60erne blev skabt som børnefamiliernes drømmeby og siden udviklede sig til et socialt udsat boligområde.
DR 1 TV kl. 21.25
Her er en nærmere præsentation af eksperimentet, skrevet af Louise Detlefsen
Hvad sker der, når en udvalgt gruppe af unge, idealistiske familier fra middelklassen slår sig ned i en københavnsk ‘ghetto’ med en drøm om at udvikle en ny bydel? Tingbjerg er i årevis blevet kaldt en “hård ghetto”, nu skal bydelen være rammen om et eksperiment, der skal forandre det såkaldte parallelsamfund. Det udsatte boligområde i udkanten af København har gennem tiden været berygtet for bandekonflikt og skuddrab, men har samtidig været hjem og en afholdt landsby for utallige mennesker, særligt mange med ikke-vestlig baggrund. En lille gruppe unge, idealistiske familier fra den veluddannede, hvide middelklasse håndplukkes til at købe nogle nyopførte huse midt i Tingbjerg for en billig penge – og med en klausul der binder dem til området I minimum fire år. Til gengæld skal de bidrage til at udvikle området og deltage i fællesskabet. Intentionerne er gode, men hvad med realiteterne? Og hvad nu hvis beboerne i Tingbjerg bare godt kan lide deres kvarter, som det er? Instruktør Louise Detlefsen har fulgt eksperimentet gennem fire års op- og nedture, og skabt en menneskelig og underholdende film med et blik for alle sider af sagen.
