Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 10. del

2700-netavisen fik for nogle år siden lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun opnåede at blive 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen. Serien blev så populær, at vi gentager den her.  

Historien om Astrid Theisen 10. del

Hvem skal på WC ?

En episode også fra dengang, vi boede i Odinsgade – jeg har godt nok ikke selv oplevet den, men fået den fortalt. – Se, der var jo som alle andre steder lokum i gården, og det benyttede vi selvfølgelig om dagen. Til brug om natten havde vi en meget stor potte af hvid emalje. Jonas, kaldte vi den altid – jeg ved ikke hvorfor – og den stod i soveværelset. Jonas blev tømt hver formiddag. Det ordnede vores Mor. Den måtte kun bruges til små ærinder. Om aftenen, når vi havde spist aftensmad, sagde een af de store børn højt: “H S P WC?” (Hvem skal på WC) – og så troppede vi alle op i gåsegang, den første med et tændt stearinlys og en æske tændstikker ned ad den mørke køkkentrappe. Der var ikke lys på trappen, og så ned i gården for at få klaret det, der skulle kla­res, og så samlet op igen og vaskes og i seng. Ofte sad der en fulderik og sov på WC’et. Han blev selvfølgelig lige så overrasket, som vi blev. De var ikke farlige.

En morgen var der stor ballade – der var besørget i potten – det var aldrig sket før, og der var selvfølgelig ingen, der havde gjort det. Stor diskussion og Anna, som var den mest forargede, brugte store ord: “Det er meget frækt, ja det er lurvet, at ingen melder sig !” Hvad hun så har ment med “lurvet” må stå for hendes egen regning. Gåden blev løst, og det var selvfølgelig hende selv, der var synderen.

Engang ville søster Else til begravelse i Brønshøj Kirke. En legekam­merat fra vejen var død. Else mente, at man skulle have noget sort på, og det ejede hun ikke, og vi andre havde heller ikke noget, for så havde hun bare “lånt” det.

Hun var ikke rådvild. Hun havde en blå fløjlshat med en ståltrådswire i skyggen, den var arvet efter en kusine, og så tog hun en sort paraply, som havde “vendt” sig i stormvejr. flåede stoffet af og svøbte det udenom hatten. Det stof, der var for meget, stoppede hun godt op i hatten og svang den op på hovedet. Det var nok noget af et cirkusnum­mer, men hun gik til begravelse med god samvittighed, og hun kunne ikke engang tage hatten af, og det var en varm sommerdag – puha – hvor har hun set farlig ud – men det var godt klaret, og situationen var red­det.

Vores lejere på 1. sal hed Madsen, og de havde 2 børn. Vi gik tit i byen for fru Madsen, og det gav helt bestemt en 5-øre.

Engang skulle jeg gå på apoteket efter parafinolie til hende, og det var på det gamle Brønshøj Apotek. Der var langt at gå, når man bare var 6 år.

Så tænkte jeg: Du går op til Købmand Rosdahl på Frederikssundsvej – han har det nok. Det gjorde jeg, men i hans købmandshus var der 2 ind­gangsdøre med et lille mellemrum imellem. Jeg gik derind og spurgte efter olien.

Komissen sagde, at det havde de ikke, jeg skulle gå til apoteket.

Da jeg kom ud på gaden, så jeg den anden dør og hov !  Jeg kunne da prøve den butik. Jeg gik ind ad døren og lagde ikke mærke til, at det var samme butik og samme ekspedient fra før. Ekspedienten lagde sig på albuen ind over disken og sagde til mig, som om jeg var åndssvag: “Jeg har jo lige sagt, at vi ikke fører det her – du skal på apoteket – og skrub så af med dig”!

Orv, hvor blev jeg flov !

Lørdagsvask

Vi blev lørdagsvasket hver lørdag aften og fik rent undertøj på. Det foregik efter tur i køkkenet om vinteren, hvor der blev varmet vand på gassen eller i en stikkeddel i kakkelovnen i stuen. Om sommeren blev der varmet vand i gruekedlen i vaskekælderen, og så havde vi en inter-imistisk badekælder med et stort zinkbadekar, som vi blev badet i ef­ter tur – to ad gangen. Det skete af og til om foråret, når Far havde malet badekarret med hvid maling, at vi alle rendte rundt med hvidma­lede rumper den første gang, vi badede, efter karret var malet. Det lo vi alle af, og jo mere hvide rumperne var, des bedre.

Det var almindeligt med langt hår dengang. Næsten alle piger havde fletninger, vi var ingen undtagelser. Det værste, jeg vidste ved den lørdagsbadning, var hårvasken i badekarret. En af de store piger – Ka­ren – stod for denne badning, og hun tog altid så hårdt på os, for det skulle gå stærkt, hun skulle klare 5-6 stykker, og hun brugte altid en stiv skurebørste, og den blev sandelig brugt, navnlig til tæerne, og når turen kom til hårvaskningen, fik vi altid sæbe i øjnene, og det gjorde ondt. Ofte når det blev min tur til badning, spænede jeg ned ad Mel­lemvangen med Karen efter mig i fuld galop. Når hun så fangede mig, kæmpede jeg imod med alle mine kræfter, mens jeg højlydt råbte: “Jeg vil ikke have sæbe i øjnene, jeg vil ikke have sæbe i øjnene !” Det var et mareridt både for Karen og mig. Det var jo lørdag aften, og hun skulle vel i byen og har sikkert ærgret sig over de fjollede unger.

Drengene var altid klippet pilskaldede. Det klarede Mor selv med saks og kam. Tit var håret klippet meget ujævnt, i takker, det kaldte vi “at blive klippet i trapper”, og det var man godt sur over, men det voksede jo ud igen ! Lidt forfængelighed har der trods alt været.

Blev håret så langt hos drengene, kunne man være sikker på, der ventede en skalpering.

Efter den store lørdagsvask skulle vi alle stille op på rad foran Mor til eftersyn. Hals, ører, tæer – ja, hun var grundig, og ofte måtte ørerne lige have en ekstra omgang, for der snød vi. Men min broder Bjarne ville aldrig synes, han undgik meget tit. Det resulterede engang i, at han klagede over ondt i ørerne og skulle gå til lægen (det var Dr. Harsløff – een af de to læger, der var i Brønshøj) og lægen grundigt så ham efter i ørerne med en lygte. Drengen syntes nok, det tog for lang tid, så spagfærdigt spurgte han lægen, “om der var noget ?” Hertil svarede lægen: “Ja, skidt, skidt og atter skidt”. Drengen fik at vide, at han skulle komme igen, når han havde fået vasket ørerne. Han styrtede ud ad døren, rendte fra sygekassebog og det hele og skulle bare hjem. Han havde aldrig ondt i ørerne mere – så det har da været en god kur, og sygekassebogen var han meget længe om at hente.

Det skete også, at vi fik lus i det lange hår. Alle piger havde jo lange fletninger, det var svært at undgå. På skolen kom “Lusemor” jævnligt rundt i klasserne og undersøgte vores hår, og så sagde hun, hvem der havde lus. Det var noget nedværdigende. Knap så slemt var det, når man “bare havde æg”. Sådan følte vi det i hvert fald selv. “Jeg havde ikke lus – kun æg”, sagde man bagefter undersøgelsen med en triumfe­ren – vi tænkte jo ikke på, at de blev til lus senere, og at der havde været lus, når der var æg. Så fik vi den store ho­vedrensning der­hjemme med grundig vask og efterbehandling med “sebbedilleeddike” – både piger og drenge. Vi var jo nok smittede alle sammen, og det gjorde altid så ondt med den eddike, for vi havde jo kløet og kradset os, så der var huller i hovedbunden. Vi kaldte det ikke “sebbedilleed­dike” men “kongevand” – det lød lidt finere, syntes vi. Så nogen tid ef­ter kom “Lusemor” igen for at se, om vi var blevet rensede, og vi blev så godkendt som “luse-fri”.

Pigerne havde langt hår, fletninger ned ad ryggen eller sat op til “fri­kadeller” ved ørerne og med 2 store hårnåle i hver. Jeg havde også “frikadeller” som lille og med strit hår og skilt i den ene side sad den ene “frikadelle” helt oppe over øret og den anden nede på øret. Det var nok lidt uharmonisk, men det kunne vel ikke være anderledes.

Fortsættes