Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 12. del

2700-netavisen fik for nogle år siden lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun opnåede at blive 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen. Serien blev så populær, at vi gentager den her.  

Historien om Astrid Theisen 12. del  –   Om mad og livretter

Stegt flæsk og persillesovs hørte også til dagens retter – vi købte for 1 kr. saltet spæk hos slagteren, og det var højt spæk dengang, og så var der også til en flæskeæggekage næste dag, og den blev drøjet med lidt brasede kartofler.

Spegesild og løgsovs fik vi også, og det var Fars yndlingsret, og næsten altid, når det stod på menuen, skulle Far arbejde over. Mor havde det på fornemmelsen, og det passede næsten altid. Stegte sild med sur-sød-sovs og persille spiste vi også. Der kørte en fiskemand rundt i ga­derne og råbte med fisk, og jeg mener, at de kostede 4 pund for 1 kr. Om lørdagen købte vi for 2 kr. skært oksekød. Det har nok kostet 40 øre pundet. Halvdelen skulle køres igennem kødhakkemaskinen 1 gang og den anden halvdel 2 gange – et dumt arbejde – og så lavede Mor bøffer til søndag – 1/2 bøf til hver af os små, det var rationen – og fri­kadeller eller kødrand med gulerødder til lørdag. Rusk-om-snusk om sommeren, når der var nye grøntsager, oksekødsuppe engang imellem og af og til kalvesteg, og om vinteren meget med søbemad. Vores Mor la­vede dejlig mad og forstod at få det til at slå til. Hun havde jo været kokkepige som ung.

Pligter

Selvfølgelig havde vi alle sammen pligter at udføre hjemme, efterhån­den som vi voksede til. Det var nødvendigt, for at det hele kunne køre, men det var nu mest pigerne. Drengene lavede egentlig ikke så meget – tendensen gik mere på, at vi piger skulle varte dem op, og sådan var det nok de fleste steder. Det sved til dem selv, når de senere blev gift. Jeg husker tydeligt engang, det var i trediverne, under den store ar­bejdsløshed. Fusse havde været ude at sejle i et år og vendte hjem, og en aften, han havde været en tur i byen, kom han hjem ved 23-tiden. Vi var ved at gøre os klar til natten, så siger Mor til mig: Varm lige kaffe­kanden til ham og skær ham et stykke landbrød. “Det kan jeg da selv”, sagde han. “Jeg er ikke vant til opvartning, der hvor jeg kommer fra”. Men Mor sagde til mig – Gå nu og gør det” – og det blev sådan.

Sådan så der ud på Frederikssundsvej på vej mod Brønshøj Torv fra Nørrebro. Billedet er fra omkring 1930.

En anden gang – en søndag formiddag – gik Gerda og jeg og ordnede ha­ven, for det gjorde drengene jo ikke. Så kom Finn ned, han havde sovet til kl. 11.00, og så kaldte Mor på mig, at jeg skulle komme ind og varme kaffen til Finn. Det kunne han da selv gøre, han var vel 20 år dengang, men jeg måtte ind og ordne morgenkaffe til ham og afbryde mit have­arbejde. Det sved også til ham senere, for da han blev gift med Marie, fik han kærligheden at føle. Hendes far og mor kom fra landet og hav-de en stor børneflok, og der måtte alle, både piger og drenge, tage fat.

Når vi kom hjem fra skole om eftermiddagen – nogle af os gik i skole til kl. 14.00 og nogle til kl. 15.00 – varmede vi os lige en tår kaffe på gas­sen. Det vil sige man hældte lidt koldt vand på kaffekanden, direkte fra koldtvandshanen. Vi havde kun koldt vand i hanen, der var altid en sjat kaffe på kanden fra om morgenen, og så var der jo grumset i kaf­fepo­sen. Vi havde altså også en kæmpestor kaffekande – ikke kun een til 8 kopper, nej 18-20 kopper kunne den tage, så der var næsten altid en sjat tilbage i kanden. Det varmede vi på stort blus, for det skulle gå stærkt, og ofte stod det ud af tuden med skum, og så op i en kop, godt med sukker i, og eksportfløde, og så et stykke landbrød med margarine – det var kaffe og det smagte vidunderligt. Den næste, der kom hjem, gjorde det samme. han havde samme nydelse, og det gav bestemt ikke hjertebanken. Der var ingen Mor, der ventede med “kakao og varme boller” – men der var en Mor.

Så skulle der pudses messingtøj. Jeg synes, det var hver lørdag, men det var det nok ikke. Det var pigernes arbejde, og det kunne ingen lide. Alle lyskontakter havde et låg af messing, som skulle pudses, så var der beslagene på gadedøren, dørklokken, navneskiltet, brevsprækken og dørgrebet og ikke noget med at pudse ved siden af, det tog malingen på døren. I køkkenet var en gardinstang med beslag også af messing, der var gashanerne, vandhanen, og i spisestuen havde vi en stor messing­hængelampe over spisebordet. Den kunne trækkes op og ned, et kæm­pearbejde at pudse den. Man stod oppe på bordet og gned og pudsede med armene oppe i luften, og så blev den eftergnedet med avispapir – den blev altså også flot – men et pokkers varmt arbejde både sommer og vinter, og vi ærgrede os om sommeren, når fluerne klattede på den, for det var svært at få af. Dog blev den ikke pudset hver uge.

Vi havde forskellige lysestager af messing, en flagstang til bordet, og ved kakkelovnen i den pæne stue en flot skovl, en ildrager og en koks-klemme til at rage gløder ud med. Et dækketøjsskab, som Far havde lavet, med de flotteste udvendige beslag og nøgleskilt. Det skulle også pudses. Det var også pænt, når det skinnede blankt, men et pokkers arbejde – og Far havde lavet det altsammen selv.

Fortsættes