Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen 3. del

2700-netavisen fik for nogle år siden lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun blev 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen. Serien blev så populær, at vi gentager den her.

                                                         Historien om Astrid Theisen 3. del

                                                                                Skolen

De store af børnene, der gik i skole på Nørrebro på Pr. Charlottegades Skole, inden vi flyttede til Brønshøj, fortsatte deres skolegang der. Dog ikke drengene. De kom til at gå i Brønshøj Gamle Skole ved gade-kæret. De skulle fortsætte lini­en op til 7. klasse, og så gik de ud, men pigerne, hvoraf nogle gik i mellemskole, fortsatte på Pr. Charlottegades Skole, for der var ikke mellemskole på Brønshøj Skole. De små af os, som begyndte skolen, kom til at gå i Brønshøj, og senere, når de skulle i mellemskolen, overgik de til Pr. Charlottegades Skole. Det blev en slags tradition, så de 6 af os piger kom til at gå i skole der og endte med en realeksamen. Der var aldrig nogen, der mukkede over det. Det var vo­res Mor, der bestemte det, og Far blandede sig aldrig. “Vi kunne altid komme ud på en fabrik, hvis det var det, vi ville”, sagde Mor. Hun havde selv altid ønsket at læse videre og havde evner og lyst til det, men det kunne ikke lade sig gøre. I dag kan jeg godt se, hvor hun har været stræbsom og flittig. Måske har hun villet vise overfor sin egen mor og sine mange søskende, som altid havde så travlt med os og ville blande sig, at hun nok skulle klare sine egne paragraffer selv. Hun var i alt fald meget målrettet og kunne sætte sig i respekt, og respekt havde vi for hende.

Jeg husker, at engelsklærerinden på Pr. Charlottegades Skole – “Miss Petersen” – (hun omtaltes altid som “Missen”) sagde, da jeg begyndte derinde i 1. mellem i 1932, at “uden en Holm’er kunne skolen ikke be­stå”. Der havde været Holm’ere siden 1914, jeg startede i 1932, og den sidste gik ud i 1940.

Da Sofie startede som lærerinde, var det også på Pr. Charlottegade Skole, og hun blev så kollega til sine gamle lærere.

At “Missen” så samtidig omtalte vores Far som “den flittige smed”, passede godt i hendes kram, når sådan en tør, gammel suppevisk skulle være sarkastisk. Hun var selv ugift og havde altid så travlt, når vi fik forøgelse i familien. Så måtte nemlig en af de store piger forsømme skolen et par dage og passe menageriet hjemme, og “Missen” skulle al­tid snage. Så spurgte hun de små søskende ud, om de havde fået en ny lillesøster eller lillebror, og om vores Mor lå i sengen, for de store pi­ger var enige om, at det i hvert fald ikke kom hende ved, så de skulle nok holde mund.

Også i Brønshøj og Husum fandtes for en menneskealder siden mange store gartnerier. På billedet af Frederikssundsvej fra årene 1905-06 dækker den store hæk på venstre hånd et gartneri.

De 3-4-5 piger, der gik i skole på Nørrebro, skulle gå på deres ben hver dag både ud og hjem, og der var ingen muk med det. Hvis det skete, at de var forsinkede om morgenen – det kunne ske – blev der bevilget 15 øre til sporvognen. Så kunne de to mindste af dem køre med sporvogn på een billet og samtidig tage alle skoletaskerne med, og de andre løb så hele vejen. Else løb altid hurtigst. Hun ankom til Nørrebros Runddel næsten før den sporvogn, de andre kom med, og så var hun godt svedt og knaldrød i hovedet, hvilket hun var meget ked af, men det var godt præsteret, og ingen kom for sent. Vi måtte aldrig komme for sent. “Du kan være nok så dum til dit arbejde”, sagde Mor, “men du behøver al­drig at komme for sent, for det er dårlig vane og sjuskeri”. – Det har vi nok forsøgt at leve op til.

5 af de 6 drenge kom i lære som kleinsmede. Den 6. blev typograf og senere faktor. Een af smededrengene blev senere selvstændig og fik egen virksomhed. Alle pigerne – undtaget Anna – fik realeksamen med gode karakterer. Anna kunne aldrig fordrage skolen. Hun ville hellere i huset, hvad hun senere har fortrudt mange gange, for hun var godt be­gavet. Senere lærte hun at sy, og da fingrene sad godt på hende, blev hun god til det.

Der var altid nogle smededrenge i huset, og de skulle på tegneskolen i vintersæsonen 5 aftener om ugen fra kl. 18.00 – kl. 20.00. Næsten hver eftermiddag var der ballade, når de kom fra deres arbejde og skulle vaskes på samme tid ved køkkenvasken. De var i arbejdstøj og godt snavsede. Vi havde jo ingen anden mulighed for at blive rengjorte, og Mor skulle også være i køkkenet med madlavningen samtidig.

Drengene skændtes og nappedes om at komme først til køkkenvasken. I vintertiden blev en stik-kedel sat ind i kakkelovnen i stuen, så de kunne blive vasket i varmt vand, gassen skulle der spares på. Bølgerne gik meget højt, og tiden var knap, for de skulle nå at cykle ind til Nør­revold til Teknisk skole, og det i al slags vejr. Sådanne episoder hørte med til dagligdagen. De nåede aldrig at spise deres varme mad inden, så der var opvarmet mad, når de kom hjem ved 21-tiden.

Smededrengene startede med 3 kr. i løn om ugen, og Mor sørgede for, at de fik en bankbog, og at der blev sat 1 kr. ind på den hver uge. De skulle have til tøj, og “det var altid godt at have penge i banken”. 1 kr. fik Mor til kosten, og 1 kr. fik de selv til lommepenge, cigaretter, klip­ning, biograf o.lign. Det var om at holde hus med det lidt, der var.

Jeg havde tit tjansen at gå i banken mandag eller tirsdag med 2-3 bankbøger og sætte 1 kr. ind på deres bøger og en “femmer” på Mors egen bog. Jo, vi passede på de få penge, vi havde.

I august 1927, som jeg fyldte 7 år i september, begyndte jeg i skolen i 1. klasse. Det var i den gamle skole ved gadekæret på Brønshøjvej. Det var i en ren pigeklasse med 37 elever. Brønshøjvej var dengang en op­kørt hjulvej med dybe spor og pløre i regnvejr, og der lå flere bonde­gårde omkring skolen, og der var marker omkring, så langt man kunne se, den rene idyl.

Nu var det jo ingen sensation hjemme hos os, når et familiemedlem be­gyndte skolen første gang, så det blev der ikke gjort så megen ståhej af. Mor var i vaskekælderen den dag, så min bror Fusse, der var 14 år og lige gået ud af 7. klasse, gik hjemme og skulle indenfor et par dage begynde i smedelære på Dansk Panserbox, et firma, der bl.a. lavede pengeskabe. Han havde fået besked af Mor på at følge mig i skole til kl. 12.00, give mig et rent forklæde på. Vi gik altid med forklæder. Vi fik et rent på hver søndag og midt i ugen blev det vendt med vrangen ud ad, så kunne det være nogenlunde rent til det blev skiftet.

Han satte mig på stangen af sin cykel og kørte mig op til skolen. Der afleverede han mig i skolegården og ville så hente mig om en times tid. Og så kørte han hjem. Åh, hvor jeg følte mig alene og helt overladt til mig selv, ingen jeg kunne række hånden ud imod. Der var jo mange børn, og de fleste havde far eller mor med, og så stod jeg der bare lille mig !