Siger nej til skæve boliger på Hyrdevangen

Kort inden sommerferien blev der afholdt informationsmøde om Socialforvaltningens undersøgelse af muligheden for ”skæve” boliger på Hyrdevangen 10 til borgere, der ikke vil kunne indpasses i almindelige boliger. Mødet blev afholdt på Bellahøj Skole, og ca. 50 personer deltog i mødet.

Der var ikke just begejstring over udsigten til skæve boliger i området. Overordnede var der bekymring for yderligere belastning af et i forvejen udfordret boligområde, da de omkringliggende almene boligafdelinger i forvejen huser mange borgere med sociale og psykosociale problemstillinger. Efter beboernes vurdering er der derfor manglende overskud til at rumme flere udsatte borgere. Området opleves som presset, og at endnu en specialiseret boligtype måske kan forstærke eksisterende problemer.
Borgerne beskrev på mødet konkrete hændelser og forhold, der allerede skaber utryghed. Der opleves således personer, der færdes i området med en uhensigtsmæssig adfærd. Endvidere opleves også salg af stoffer i Brønshøjparken, som ligger direkte op til Hyrdevangen 10A. Og generelt er der en oplevelse af, at området tiltrækker personer med misbrug og kriminalitet.