Snart er der igen gratis sommerjazz i Pilegårdens have
Det musikalske niveau er højt, når den traditionelle jazz’ ypperste og mest erfarne repræsentanter møder morgendagens jazznavne tirsdag den 13. juni kl. 19.00.
Vores lokale jazzikon “Fessor” er naturligvis med på scenen med sin trombone
Sommeren er over os, og det fejrer den lokale forening Jazzpetanque med to gode jazzkoncerter på den akustiske scene i Pilegårdens hyggelige have.
Til første koncert kan man opleve den lokale trombonist, komponist og arrangør “Fessor”. Han har spillet jazz siden 1956 og er nærmest en institution på den danske jazzscene, hvor han har medvirket i Fessor’s Big City Band, Nulle, Verdensorkestret og Papa Bue Revival. Hans varemærke er nutidig, tidløs musik, men med den varme og følelse, som man kender fra den originale New Orleansmusik, samt i gospel- og bluesmusikken.
På havescenen i Pilegårdens grønne have finder man udover Fessor på trombone, Chris Tanner på clarinet og vokal, Hans Knudsen på piano og vokal, Ida Hvid på kontrabas og Morten Ærø på trommer.
Grillen tændes kl. 18 til medbragt mad. Der er ikke salg af drikkevarer og mad på stedet, så man skal selv medbringe sin forplejning. Koncerterne er udendørs og næste koncert er med Jens Sølunds Hotline tirsdag den 8. august kl. 19.
Sommerjazz i Pilegårdens have er arrangeret af klubben JazzPetanque med støtte fra AC Stilladser A/S og Tecotek smede- og maskinværksted.
netavisen 6. juni 2023 kl. 16.00