Spektakulær klasse får premiere ved motorløbet på Bellahøj
Når Copenhagen Historic Grand Prix for 20. gang skydes i gang den 6. august 2021 på Bellahøj Park, får den spektakulære TCR-klasse premiere i de københavnske gader. Klassen byder på prominente navne som Jan Magnussen, Casper Elgaard og Kasper H. Jensen, der helt sikkert vil give anledning til intens og actionfyldt racing. Seriens promotor forventer alle 20 biler i serien til starten i august.
TCR-serien dækker over motorsportens samlede format af standardvogne og har allerede vist sit værd i 2020 sæsonen med hele 5 løb i kalenderen i en coronaramt udgave af den planlagte sæson.
Seriens højtydende biler bliver for alvor sat på prøve, når de for første gang i seriens eksistens bliver budt velkommen på den københavnske bybane med snævre indgange til sving og hurtige chikaner. Til stor glæde for de tusindvis af publikummer, der følger løbet direkte fra tribunerne omkring den knap 2,4 kilometer lange bybane, vil kørernes evner og reaktioner blive sat på en hård prøve på den krævende bane.
Traditionen tro afholdes Copenhagen Historic Grand Prix i den første weekend af august, hvor løbets mange gæster igen vil kunne opleve en forrygende familieweekend, hvor motorsportens absolut bedste racerbiler og kørere fra hele motorsportens historie hyldes. Med en fantastisk kombination af førsteklasses motorsport og et stort udstillingsområde med sjove aktiviteter for både store og små er dette en weekend, hele familien ser frem til. Igen i år forventes mere end 40.000 gæster at besøge bybanen i løbet af weekenden, der som noget nyt i år allerede skydes i gang fredag aften kl. 17:00 med træning og underholdning på banen.
Billetter til CHGP 2021, der afholdes d. 6.-8. august på Bellahøj Park kan købes på www.chgp.dk/tickets
Tekst: Morten Bengtsson, CHGP