Brønshøj tabte til Vanløse og igen uden at score

I de seneste fire kampe er det ikke lykkedes for BB at score et mål. Lokalopgøret på Tingbjerg Ground onsdag aften mod Vanløse blev vundet af gæsterne med 2-0 efter 0-0 ved pausen. Kampen bar helt klart præg af, at den i realiteten ingen betydning havde – så der var kun æren at kæmpe for. Og her trak gæsterne altså det længste strå.

Vi mener, man skal helt tilbage til turneringen 1990-91 for at finde en Vanløse sejr på Tingbjerg Ground. Dengang vandt VIF med 3-0. Men de to klubber har ikke ligget i samme række i flere år, og først her på det seneste har de mødtes igen i divisionsregi. Her havde BB to sejre, en i Vanløse med 3-1 og en i Tingbjerg med 2-1. Onsdag på valgdagen var det så Vanløses tur til at hente alle tre point med en 2-0 sejr.

Kigger man på programmet, så skal BB næste gang helt til Skive for at møde de nykårede oprykkere. En meget svær opgave, som godt kan give nogle panderynker. Heldigvis kan ingen i oprykningsrækken rykke med. Heldigvis for det.