Dårlig opførsel fra tabere kunne ikke ødelægge Husum Supports triumf !

Delegationen fra Husum før den spændende afsløring af vinderne og prisoverrækkelsen
Succesen klæber sig nærmest til Husum Boldklub. En flot placering i Københavnsserien, et nyt super klubhus og nu en fin pris til Husum Support. Der har gennem længere tid været afstemning om de bedste fans i København, og denne sluttede i sidste uge med prisuddeling.
Det viste sig, at de blåhvides supportere blev kåret som de bedste, og en delegation fra Husum var inde for at modtage den fortjente pris. Omkring halvanden hundrede var mødt op, og det blev en god oplevelse for supporterformanden Mads Stangegaard og Co. og samtidigt et fortjent skulderklap for det store og ihærdige stykke arbejde, han gør for at bakke sin yndlingsklub bedst muligt op.
               
Her overrækkes prisen til Mads Stangegaard & Co.
Det var dog ikke lutter lagkage, da Husum Supporterne blev udråbt som vindere. En af tabergrupperne kunne ikke styre sig og leverede en yderst provokerende og skamfuld opførsel. Ikke mindst da Mads Stangegaard modtog præmien. Imidlertid kunne det ikke ødelægge glæden over prisen, og det skal da lige tilføjes, at den klub de larmende og ubehagelige supportere kom fra har givet Husum en stor undskyldning.
Vi fra netavisen kan blot kippe med flaget og sige stort tillykke til Mads & Co. Gennem et fast og godt samarbejde gennem de seneste mange år, kan vi kun bifalde afgørelsen.