Fix udraderede Sunred Beach med hele 8-0 i ren opvisning

Godt nok var det et bundhold i Serie 1, Fix havde besøg af fredag formiddag, men at de lokale rødhvide ligefrem skulle lave den rene massakre, havde ikke mange vist regnet med. Sunred Beach blev sendt hjem fra Brønshøj med en sæk på hele 8-0 efter 4-0 ved pausen.

Et godt og vigtigt resultat for Fix, som dermed rykkede op på en midlertidig ottendeplads – og med en væsentlig forbedret målscore. Efter den opvisning er det meget svært at forestille sig, at Fix ikke bliver hængende i rækken.

Næste opgave bliver igen mod et af bundholdene. Den spilles i Engdraget torsdag aften kl. 18.30 mod Hellas.