Husum og FC Udfordringen delte i topopgør

Der var lagt op til et sandt topopgør tirsdag aften, da de to øverst placerede i Serie 1 – Husum og FC Udfordringen tørnede sammen i Valby. Og det blev lige akkurat så spændende, som man kunne forvente. Resultatet blev uafgjort 2-2 efter 1-1 ved pausen. Begge hold var foran i løbet af kampen. Først ved hjemmeholdet efter et kvarter, men små 10 minutter før pausen fik Husum bragt balance i regnskabet.

I anden halvleg var det Husum tur til at komme foran efter et lille kvarter, og den føring holdt indtil bare fem minutter før tid, så fik Udfordringen udlignet til slutresultatet 2-2. Dermed beholdt begge parter deres respektive placering, Husum som nr. 1 og Udfordringer som nr. 2. Det kan dog ændre sig for sidstnævnte, hvis Dragør vinder sin udsatte kamp. Deres kamp i søndags mod Sunred Beach blev aflyst.

Netavisen har talt med Husums cheftræner Martin Krøger efter topopgøret, og han har følgende at sige om de 90 minutter i Valby:

– Det var en rigtig flot kamp fra vores side af. Vi spiller en flot fodboldkamp. De kommer foran 1-0 midt i 1 halvleg på et skud, der aldrig må blive farligt. Derfra sidder vi på alt spillet. Vi har perioder i kampen, hvor vi direkte udstiller dem. Mikkel Howalt udligner på en flot solo aktion inden pausen. 2 halvleg er vi fuldstændig dominerende, og vi laver et helt fantastisk mål, hvor opspillet er lige til bøgerne. Så vælger dommeren desværre at give os 2 gule kort, og i den periode får de scoret på et hjørnespark, hvor vi ser skidt ud. Vi har 6-7 store chancer til at afgøre kampen. Så det er helt vores egen skyld vi ikke får de 3 point. Men alt i alt er der tilfredshed grundet den flotte kamp, slutter træneren.

Næste opgave for de blåhvide er på fredag kl. 18.15 i Husumparken mod Vigerslev.