Husum på jagt efter nyt trænerteam før starten på Danmarksserien

– Vi har torsdag haft en samtale med fungerende cheftræner Kristian Dinesen, angående den periode vi lige har været igennem, med en træner som stoppede, og Dines som assistent træner, der tog over og agerede chefcoach, og som satte prikken over i´et med en oprykning til DS, fortæller Husums formand Johnny Nielsen. 

I sidste uge kunne alle juble i Husum over oprykningen, men nu skal holdet pludselig på jagt efter ny træner 

– Men efter gensidig aftale har vi valgt at slutte samarbejdet her. Og som Dines sagde til os, citat ” Det er meget vigtigt, at det her er en beslutning, som jeg har taget, – ikke fordi jeg havde krav om at være chef, men fordi det ikke er det bedste tidspunkt at eksperimentere med en ny trænerkonstellation og et setup, som må siges at være meget grønt. Jeg blev tilbudt, at jeg igen skulle være assistent, men det har jeg af personlige årsager valgt at takke nej til på nuværende tidspunkt. Beslutningen har ikke været nem, og den er kørt igennem mange, mange gange, fordi det virkelig har været et enestående halvandet år. Så god sommer og så lover jeg at være trofast støtte til så mange kampe som muligt.” citat slut.

I samme moment har Dines hjælper Anders også valgt at stoppe, og som sagt så var det for at hjælpe Dines og klubben, at han trådte til, så der skal også lyde en kæmpe stor tak til Anders.

Og til Kristian Dinesen skal der fra Bestyrelsen og spillerne og alle omkring Husum Boldklub, lyde en KÆMPE KÆMPE stor tak for din tid (INDTIL VIDERE) og for at lukke og slukke med en oprykning til DS.
Vi har været meget glade for samarbejdet og ved, at der er mange som vil savne dit altid positive og smilende væsen, men som vi lovede hinanden, så er det her er kun en pause, så du på sigt kan blive 1. holdstræner igen, lyder ordene fra Johnny Nielsen, der fortsætter:

– Det betyder så, at Husum skal ud og finde en ny træner og assistent ! Som om vi ikke har haft travlt nok, så får vi nu endnu mere travlt, og det er jo ikke lige frem det heldigste tidspunkt, at skulle finde ny træner, her hvor opstarten nærmer sig.

Så går du med det korrekte Husum hjerte og vil være træner for en fantastisk klub, så skriv en mail til nielsenhusum@gmail.com og  send samtidig et CV med. Du vil så få svar uanset hvad, MEEEEN husk at vi ikke er en klub med millioner, så hvis det er pengene, der trækker og ikke en unik oplevelse, ja så er det ikke i Husum du skal træne, slutter Husums altid travle formand.