Husum tabte den udsatte kamp på Bornholm

Husum sluttede et glimrende efterår af med at spille den udsatte kamp mod NB Bornholm lørdag eftermiddag på solskinsøen. Desværre gik det ikke så godt, eftersom hjemmeholdet vandt 3-1 efter 1-0 ved pausen. Det betyder at de blåhvide ender på en 3. plads i Københavnsserien med 24 point, bare tre efter førerholdet KFUM. Når man tænker på, det er en comeback sæson, så er det meget flot af Husum. Holdet har tilmed ligget nummer 1 flere gange, så træner martin Krøger kan være stolt af sine drenge. Alle har gjort det godt, og nu har man så de kolde måneder til at forberede sig til første kamp i foråret. En overraskende oprykning er ikke urealistisk, så alle tilhængere kan sige tak for i år – og så spændt vente på, hvad 2019 kommer til at bringe.