Husum tabte topkampen i Valby til Politiet men slutter på 1. pladsen

Der var lagt op til et drabeligt topopgør mellem Husum, (nr. 1) og Politiet, (nr. 2) i Serie 1 torsdag aften i Valby, en kamp som de blåhvide desværre tabte med 4-3, hvilket var første nederlag i efteråret. Det målrige opgør var både spændende og underholdende. Hjemmeholdet førte både 1-0, 2-1 og 3-2, men hver gang lykkedes det for Husum at få udlignet. Bare ikke fjerde gang – så resultatet blev 4-3 til Politiet. Mathias Frydensberg scorede Husums første mål, Sebastian Stage det andet, mens Christian Sisbo tog sig af det tredje.

Der opstod desværre noget tumult efter klumpspil og måske et frispark, hvilket bevirkede, at nogle af hjemmeholdets tilhængere løb ind på banen og  slog en af Husum spillerne i hovedet med en flad. Dommeren var klar til at fløjte kampen af, men Husum kunne ikke bare gå, hvis man så risikerer at blive taberdømt og dermed ikke kan rykke op. I stedet skrives nu en klage til DBU København.

Nederlaget vælter dog ikke Husum af den fuldt fortjente 1. plads, holdet har ligget på næsten hele efteråret. Som nævnt ligger Politiet på 2. pladsen, men det kan ændre sig, da CSC og Dragør mangler at spille to kampe.

Alt i alt en flot halvsæson for de blåhvide, og kan man holde de lovende takter, så hedder det Københavnsserien efter sommerferien næste år !