Husums Madsen vandt endnu en sejr på knock out ..

Endnu et dyb bombe har sendt Pierre Madsens modstander i kanvassen til tælling. Da det skete i 4. omgang, stoppede dommeren kampen til fordel for Husum-bokseren.

Husums professionelle sværvægter Pierre Madsen vandt fredag aften sin 12. sejr i 12 kampe ved promotor Mogens Palles jubilæumsstævne i Frederiksberg Hallen. I en lidt rodet kamp besejrede han sin modstander fra Georgien på knock out i 4. omgang. Kun en af Madsens kampe er gået tiden ud, resten er vundet før tid.

Så tælles der igen – og denne gang er det slut

Der er ingen tvivl om, at Pierre Madsen fortsat er i fremgang. Som han fortalte til netavisen i sidste uge, træner han på livet løs for at få lukket sine svagheder, hvor paraderne og det at passe på sig selv i ringen stadig er de største. Det er blevet bedre, men der mangler stadig en del, før han kan slippes løs mod de større navne i vægtklassen.

Pierre Madsen udråbes som vinder.

Det er betryggende, at Pierre Madsen har en promotor som Mogens Palle, der altid har været dygtig til at føre sine boksere forsigtigt frem.

Og lad der så lige her fra 2700-netavisen lyde et stort tillykke til den danske professionelle boksefader, som har ført adskillige af sine boksere til EM og VM titler gennem tiden.