IF Stadion tordner videre - storsejr over Rødovre lørdag eftermiddag

Målsætningen holder – Stadion tordner videre med ny storsejr. Lørdagens kamp i ECV Hallen endte med hele 33-23 over lokalrivalerne fra Rødovre, og dermed beholder vore lokale håndbolddrenge førstepladsen i 2. division. Og okay – der er kun spillet to kampe, men tendensen i dem begge har været, at Stadion spillerne kun kender en vej, og det er fremad til sejr !

Næste lørdags kamp byder på sæsonens første ægte topopgør. Stadion skal til Fyn og møde SUS Nyborg, som er på 2. pladsen med samme pointtal. Fynboerne har slået Ajax2 og Team Sydhavsøerne2 – ikke overbevisende men det er jo sejren, der tæller. Vi tror dog på, at Stadion kan udbygge sin 1. plads efter det opgør.