Stadion bankede duksene og er med helt fremme

Det blev en god aften for IF Stadion i 2. division, da holdet i ECV-hallen bankede rækkens nr. 1 Tåstrup med 32-26 efter 16-13 ved pausen. Hjemmeholdet kom bedst fra start og mistede aldrig føringen. Det var ikke den smukkeste gang håndbold, der blev præsteret, men det var effektivt, og cifrene lyver ikke. Stadion var det bedste hold.

Foto: Thomas Løser

Som det fremgår af billederne, blev der gået til vaflerne, men heldigvis virkede det som om Stadion havde lært af seneste kamp mod Næstved/Herlufsholm, og denne gang holdt fast.

Kigger man på rækken, så er der en utrolig hård kamp i øverste halvdel. Tre hold – Tåstrup, Furesø og SUS Nyborg har alle 10 point, så følger Stadion og Næstved/Herlufsholm med 9 og TMS Ringsted med 8. Her skal tilføjes, at Tåstrup har sine point for en kamp mere end de nærmeste konkurrenter. Man skal også bemærke, at Stadion allerede har mødt nogle af de skrappe, og derfor formodentlig har et lidt lettere program de næste kampe. Søndag kl. 15 gælder det Sydhavsøerne i Rødbyhavn