Stadion blev smadret til plukfisk i Frederikshavn

Puuuuh ha – ikke nok med at det var en tur nærmest til verdens ende, men det gik også så gruelig galt, som det overhovedet kunne. IF Stadions første afgørende playoff-kamp mod Frederikshavn på udebane sluttede med en ren massakre på hele 39-22 efter 18-9 ved pausen. Med et sådan katastrofalt resultat skulle man tro, låget var lagt på kisten, men det er faktisk ikke tilfældet. Vinder Stadion returopgøret på lørdag i ECV-hallen med bare et enkelt mål, så har holdene vundet en sejr hver, og så skal der en tredje kamp til for at afgøre det. Målscoren betyder intet i dette tilfælde !

Så det var en fattet formand Allan Jensen, vi havde i telefonen fra rødspættebyen efter nederlaget. – Vi er ved godt mod til returopgøret på lørdag, sagde han. – Ingen her føler, at løbet er kørt, og vi går et hundrede procent efter at vinde. Det vil så betyde endnu en tur til det nordjyske i en tredje og alt afgørende kamp, men det går vi efter. Faktisk var det brand ærgerligt, at vi væltede på den måde. Vi startede godt og førte både 4-1 og 5-2 og efter 18 minutter stod det helt lige. Men så kom 4-5 udvisninger på stribe til os, og det udnyttede hjemmeholdet til en sikker 18-9 føring ved pausen.

Desværre kom vi lige så dårligt ud til 2. halvleg, hvor Frederikshavn øgede til 22-9, og så var det jo bare at håbe på, at ingen blev skadet i den resterende del af kampen. 39-22 lyder voldsomt, men med fuldt hus på lørdag hjemme i ECV-hallen, så kan vi godt svare igen, og vinder vi bare med et enkelt mål, er det tilstrækkeligt til en ny kamp, slutter formanden før den uendeligt lange bustur hjem.

Så vær opmærksom på at reservere lørdag den 5. maj – vi kommer nærmere ind på den vigtige kamp senere.