Stadion forsvarede fortet i ECV-hallen med ny sejr

Siden indvielsen af EnergiCenter Voldparkenhallen har IF Stadion kun lidt et enkelt nederlag på den nye hjemmebane. Det var til førerholdet i den danske håndboldliga GOG i en pokalkamp. Ellers har det lokale mandskab forsvaret fortet med stor ære. Lørdag eftermiddag blev det til en sejr på 34-31 i en meget underholdende kamp mod et andet af topholdene i rækken, Roskilde Håndbold. Det var et brag af en kamp, og en stor cadeau til gæsterne, som bestemt spiller en god gang håndbold.

Optakten til kampen var ellers ret dramatisk, idet træner Thomas Schou dagen før blev kørt på sygehuset og indlagt med akut lungebetændelse. Det betød at assistenttræner Kurt Haugenæs måtte styre tropperne i lørdagens opgør, men heldigvis gik det jo godt. Næsten symptomatisk startede Stadion fremragende og førte 12-6 efter 17 minutter, men så kom der igen grus i maskineriet, og ved pausen stod det blot 16-15.

I anden halvleg bølgede spillet frem og tilbage, og Stadion fik bragt sig foran 26-21, hvorefter man regnede kampen for afgjort. Det synspunkt delte gæsterne ikke, og de sidste minutter blev unødigt spændende. Heldigvis holdt hjemmeholdet til presset og kampen sluttede med cifrene 34-31.

Udover underholdningen på banen, var der også gang i den på tilskuerpladserne. Både fordi der var pænt besøg, men også fordi den nye sponsor Danske Bank havde fået fremstillet “klappere”, som larmer en hel del. Og så havde 30 gamle Stadion-drenge tilfældigvis sat hinanden i stævne lørdag eftermiddag, hvilket man ikke kunne undgå at lægge mærke til.

Dermed hænger Stadion fortsat på i top-3, hvor Køge Håndbold tilsyneladende vinder alt på sin vej, hvilket har bragt holdet i en ret sikker førerposition. Hillerød Håndbold er på andenpladsen, og netop det mandskab møder Stadion onsdag aften i ECV-hallen. Kampen spilles kl. 20.30 og er allerede på nuværende tidspunkt meget vigtig.